Efterår
Ahh, efterår! En dejlig tid hvor regnen pisker sommeren væk, og lægger en dæmper på tempoet. Ild i pejsen og tæppe i sofaen. Og så selvfølgelig en god bog.
Hvad enten man er til krimi og gys, kærlighed eller spænding, så er efterårsferien et perfekt pust til at få læst en masse.

Fantasy-genren passer godt til efteråret, hvor det kommende mørke er en god rekvisit til den færd som hovedpersonerne ofte skal ud på, inden de sejrer over det onde og lyset kommer igen, ligesom foråret også altid gør det.

I denne blog skal vi kigge lidt nærmere på ”rejsen”, og den betydning den har for fortællingen i fantasy-bøger. Vi håber det kan bringe inspiration og læselyst!

Rejsefeber 
En god bog starter ofte med en normal karakter, som pludselig tvinges ud på en rejse. Man følger karakterernes rejse ud på farefuld færd, og føler med dem, som de overkommer deres forhindringer, mens man selv sidder inde bag regnvåde ruder. Om man selv er ude og rejse eller ej, så er rejsen ind i de fantastiske universer en spændende ferie væk fra hvad-end-man-nu-lige-havde-gang-i.

Den klassiske rejse er selvfølgelig Frodos rejse, der, som den lille normale person, der gør en forskel i kampen mod det onde. En rejse hvor han starter med sine venner, og møder sværere og sværere udfordringer, og vi til sidst, ikke bare i billedlig forstand, hænger på dommedagsbjergets afgrund, som Simba i Løvernes konge. En ”cliffhanger”, som den perfekte afslutning på en spændende og nervepirrende rejse.

På forlaget har vi mange bøger, hvor karaktererne rejser, men et godt eksempel er f.eks. Sumpbaronens rejse fra serien Til Aretz’ ende, der handler om et umage pars rejse over planeten Aretz, en verden med mennesker, elvere, orker og harpyer, som du ikke har set dem før. I Sumpbaronens rejse må hovedpersonerne ikke blot kæmpe for deres overlevelse, men også for hinanden.

Rejsen til farverige universer
En anden ting som den fantastiske rejse gør, er at tage os med til farverige universer, når hovedpersonerne rejser ud og opdager verdenen, så den udfolder sig for vores blik. Her møder man “nye kulturer og arter”, som i god fantasy-stil kan minde om ting fra vores egen verden, men også være mere gakket og speciel.

Sir Terry Pratchetts Diskverden er en klassiker indenfor farverige verdener, og har andre elementer af fantasy end klassiske mytologiske væsner som drager, trolde, hekse og enhjørninger. Når man som Terry Pratchett har lavet en verden, der hænger sammen, kan man også blive ved med at lave bøger fra andre kroge af verdenen, og Terry Pratchett har en alenlang række af bøger til at bevise det.

I en god bog er udforskningen af verdenen eller universet netop der, hvor man fornemmer at det er et helstøbt univers. Man kan synes at en verden som virker helstøbt er nemmere at få frem på hornhinden, og nemmere at fortabe sig i. Det er ligesom på film, hvor man skal tro på autenciteten, og kunne fornemme at byen er ægte og ikke stopper samme sted som kameraets panorering.

I Mørkets søn-serien handler universet om riget Sikania, som er delt af Mørkets og Lysets folk, som regerer henholdsvis om natten og dagen. Bøgernes univers er noget nyt og findes ikke andre steder. Omdrejningspunktet er de konflikter der kommer, da mørkets hersker beslutter at han vil ændre på det, og kidnappe Lysets datter.

Det farverige univers udforskes når karaktererne rejser gennem det, og rejsen bliver her en måde at åbne op for universet på, og se hvordan verdenen ”normalt” fungerer. Lige indtil der åbnes op for den konflikt som ofte følger hovedpersonen. Men rejsen foregår ikke kun ude, men også inde i karaktererne.

Den indre rejse
En anden slags rejse som vi også skal kigge lidt på er den indre rejse, i form af den udvikling karaktererne gennemgår. En måde at se udvikling på er når karaktererne lærer seje tricks. Som de gør det i Harry Potter-bøgerne og Ursula K. Le Guins Troldmanden fra Jordhavet. Der findes mange mange flere eksempler herpå. Her handler det om udvikling af evner. Mestringen af magi, betvingelsen af dyr eller elementer.

Denne udviklende indre rejse giver en forløsning, fordi hovedpersonen tager en ”ferie” fra den fantastiske verdens store problemer, for lige at stige lidt i level, og vender tilbage til fortællingen med forøget styrke. Det kan til tider minde lidt om computerspil med XP, nye færdigheder osv. Og det er sjovt at følge udviklingen, når man nærmest høre lyden af at hovedpersonen stiger et level. >Pliiiing!<
Der er magiske evner og magisk skole i både Mestenes-serien og Københavns skygger.

I Inkarnation, som er første bog i Mestenes-serien, er Mestenes endt på Roevel Akademi, en af Sydkystens skoler for elever med farlige evner. Evner, som Mestenes selv er i besiddelse af. For at komme hjem må hovedpersonen finde ud af, hvad der er sket, og hvem der er til at stole på. I denne fortælling er den indre rejse dog endnu mere abstrakt og dog konkret, fordi Mestenes i bogen starter med at vågne op i en død person. Du kan læse mere om Mestenes seriens nyeste bog og tanker bag på et tidligere blogindlæg.

I Københavns skygger handler det om Thor på Københavns Universitet, som finder han ud af at han tilhører en hemmelig kreds af magikere, en naturlig elite. Bogen er er en blanding af studenterliv og farverig fantasy hvor politisk idealisme og kollegiedrama går hånd i hånd med formularer og ældgamle mysterier i byens dybeste skygger.

Karakterernes udvikling er altså en form for indre rejse, som ofte starter med en normal person uden evner, som vi følger mens han lærer nye kundskaber og får ny forståelse. Den indre rejse er ofte ikke bare i det indre, men noget der faktisk sker, mens karaktererne flytter sig, gerne i selskab med nogle hjælpere på en god rejse.

Den gode rejse
En af de vigtigste elementer i en god rejse er medspillerne og dynamikken i samspillet mellem dem. Man ser det for sig, det klassiske hold med den smukke elver, kamplystne dværg, vise troldmand og skæve menneske der, i bedste Dungeons and Dragons-stil, vandrer gennem terrænet for at opfylde en mission. Opsætningen går igen i computerspil, serier og bøger gennem tiden, og man fornemmer det hurtigt at ”nu samler sig et party” med elver, troldmand, bueskytte, stifinder, tyv, kriger, osv. Man kan nærmest fornemme fortællingen, ud fra de personer som inkluderes i hovedpersonens rejse.

Nogen gange risikerer karakterne at blive flade eller stereotype: ond vs god osv., men den seneste tids fantasy har vist at karakter-opbygningen er forandret. Game of Thrones er her et godt forbillede, med læssevis af “grå karakterer”, som man ikke kan beslutte sig for om egentlig er gode eller onde. Jakob Kokkedal - forfatter til Den trofaste bror-serien – Er mester til grå karakterer, læs mere om karakterer i den moralske gråzone i et tidligere blogindlæg.
Om man så er til de klassiske figurer, stereotype eller ej er en smagssag. Det vigtige ligger i forskelligheden af karakterer, som skaber dynamik og halløj på rejsen. Ingen gider læse en lineær bog, mere end én gang i hvert fald.

Gode karakterer er der flere af i Brandon Sandersons En konges vej . Her møder læseren slaven, som finder ud af at han besidder magtfulde magiske kræfter, tyven, som prøver at infiltrere husstanden hos en prinsesse, så hun kan stjæle en magisk talisman, og den dydige aristokrat og dygtige general, som prøver at genvinde en tabt fortid.

Den fantastiske rejse, flankeres ofte af gode venner, og er med til at give spænding og skabe udvikling hos karaktererne, skabe dynamik i fortællingen, men er også med til at give dybde og troværdighed til universet.

Og vigtigst af alt: En god rejsefortælling, er lige til at blive opslugt af i den mørke tid der kommer.

Og så er der bare tilbage at spørge: Hvilken fantastisk rejse er du blevet mest fanget af? Hvilket univers har du elsket mest? Og hvilken bog tager du med dig i disse tider?

Vi håber I fik inspiration til fantastiske rejser ind i litteraturen!