Enden på lys og mørke – Interview med Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl

Med bogen Sikanias arvinger afslutter forfatterne deres anmelderroste serie om Mørket søn. Dermed er tiden kommet til, at både de og seriens læsere skal tage endeligt afsked med Destan og Celina. Her følger et interview med Tina og Jeanette, der både sætter ord på deres partnerskab, ser tilbage på skriveprocessen og spejder efter nye eventyr i horisonten. 

Sikanias arvinger (2017) er tredje bog i serien om Mørkets søn.

Sikanias arvinger (2017) er tredje bog i serien om Mørkets søn.

I ugerne op mod udgivelsen kunne vi ikke dy os for at spørge ind til forfatterparrets følelser i forbindelse med deres sidste bind i serien om Mørkets søn, og de var tydeligvis blandede. Dengang svarede Jeanette og Tina:

“Man er jo altid nervøs for, om folk kan lide udgivelsen. Men med det sagt, så glæder vi os også til at dele slutningen med vores læsere, og vi håber, at den lever op til deres forventninger. Det er rart at være færdig, men man er også lidt vemodig, når man sætter det sidste punktum. Vi har arbejdet på den serie i mange år.”

Og det er nemt at se, hvad Tina og Jeanette mener. For helt præcist to år siden udkom første bind i serien Mørkets søn, og forud for den lå mange måneders brainstorm, skrivning og redigering af karakterne og den skrevne tekst. I dag fremstår bøgernes personer mere varierede og detaljerede end nogensinde før, og det er svært for forfatterne ikke at komme til at savne dem. De er næsten blevet virkelige.

Jeanette Hedengram og Tina Sanddahl: Mørkets søn, bog 1 (2015)

Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl: Mørkets søn (2015)

“Vi kommer da til at savne karaktererne. Det føles surrealistisk at have afsluttet noget, vi har arbejdet med så længe. Samtidig ser vi også frem til at genoptage nogle af de gamle projekter, vi har haft til at ligge i skuffen i nogle år efterhånden, men vi vil ikke udelukke, at der engang i fremtiden måske kommer en ny serie i samme univers,” indrømmer de begge. “Vi har gang i både fælles og soloprojekter. Jeanette har et manuskript til vurdering på forlaget lige i øjeblikket, og vi er ved at skrive et fælles projekt færdigt. Tinas soloprojekter har lidt tid undervejs endnu. Vi vil ikke sige så meget om vores fælles projekt. Det er selvfølgelig fantasy og kommer til at handle om at opfylde sin skæbne, at rejse sig når man er faldet, og kæmpe for det man har kært.”

Med denne udtalelse lover forfatterparret også en gentagelse af deres samarbejde. De nyder nemlig rigtig godt af hinanden som sparringspartnere og oplever næsten ingen ulemper ved samarbejdet. De uddyber:

Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl: Grænselandet (2016)

Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl: Grænselandet (2016)

“Vi synes ikke, der er ret mange ulemper. Selvfølgelig kræver det gode samarbejdsevner, god kemi og kommunikation, men det er vi rigtigt gode til. Vi tænker meget ens, og det er meget sjældent, vi ikke er helt enige om, hvor historien skal bære hen. Hvis vi endelig har en mindre uoverensstemmelse, hvilket vi ikke engang vil kalde det, så løser vi det ved at argumentere for og imod. Det er hurtigt overstået. En af de største fordele vi har ved samarbejdet er, at vi aldrig går i stå med historien. Hvis den ene af os har vanskeligt ved noget, sender hun den bare til den anden som så fortsætter. Vi nyder også rigtig godt af den sparing, vi hele tiden har sammen.”

Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl signerer bøger juli 2015. Foto: Tanja Lønberg Rasmussen

Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl signerer bøger juli 2015. Foto: Tanja Lønberg Rasmussen

Tina forklarer, hvordan hendes og Jeanettes skriveproces oftest foregår:

“Vi har forskellige processer under skrivefasen og redigeringsfasen. Under skrivefasen laver vi et overordnet plot, en retningslinje, så at sige. Så skriver den ene af os omkring to sider, hvorefter manuskriptet bliver sendt til den anden, der læser det igennem, retter til og så skriver to sider, inden det bliver sendt tilbage, og møllen begynder forfra. Det kan nogle gange godt være mere end to og andre gange mindre. Det kommer meget an på, om vi lige har gang i et godt flow. Vi stopper ikke bare, fordi at vores grænse er nået, ligesom vi heller ikke tvinger to sider ud af fingrene, hvis scenen ikke rigtig vil, som vi vil.”

At skrive er dermed ingen pligt for Tina og Jeanette, der nyder glæderne ved at være forfatter.
“Det bedste er muligheden for at undslippe vores egen verden for en stund. At kunne leve sig ind i de universer, jeg skaber, og se dem folde sig ud for mine øjne. Det er en vidunderlig følelse, og jeg er overbevist om at mange bogelskere har det på samme måde med de bøger de læser. Det er den samme følelse jeg har som forfatter, bortset fra at det er mig, der sidder med tøjlerne, mig der styrer slagets gang,” fortæller Tina, og Jeanette erklærer sig enig.

Forfatterne har afsluttende et råd, de ønsker at give videre til de forfatterspirer, der måtte sidde derude og drømme om udgivelser:

“Hvis du vil være forfatter så skriv! Skriv, skriv, skriv, skriv. Som forfatter passer det gamle ordsprog “øvelse gør mester” ganske glimrende, og husk på at de færreste forfattere har fået udgivet deres første udkast af deres første manuskript – vi har umiddelbart ikke hørt om dem. Du kan også læse en masse af forfattere, der skriver inden for din genre. Find ligesindede fx i diverse facebookgrupper, og få feedback på dine tekster. Vær aldrig bange for at tage imod kritik og vær aldrig for stolt til at lære noget nyt eller spørge dine forfatterkollegaer/forfatterspirekollegaer til råds. Tag dit panser på, det kræver, at man er lidt hårdhudet at være forfatter, for ikke at tage kritikken som noget personligt. Og vigtigst af alt: Nyd det! Det skal være sjovt at skrive. Ikke en sur pligt.”

tina-og-jeanette

Du kan læse mere om Mørkets søn her.

Den sidste bog i serien hedder Sikanias arvinger og er allerede udkommet på Ulven og Uglens forlag.

 

 

 

Tags: , , , , , , , , , ,

Ingen kommentarer

Skriv et svar