Rødstrømpe og Rødhætte

roedhaette2I april 2016 diskuterede vi her på bloggen kønsroller i fantasy, hvor vi blandt andet kom ind på, hvordan rigtig mange af de gamle folkeeventyr netop har stereotype kønsroller i centrum. (Læs blogindlægget her) Det er den modige prins, der redder prinsessen og får hende og det halve kongerige i belønning – eller som vi ser det i ”Den lille Rødhætte”, den unge uerfarne kvinde overfor den farlige mand/ulv, der er styret af sine dyriske drifter. I nogle versioner af Rødhætte, reddes hun endeligt af en jæger til sidst – men også i dette er det den store mand, der skal hjælpe kvinden, der ikke kan hjælpe sig selv.

Angela Carter

Angela Carter

Angela Carter (1940-1992) er kendt for sine feministiske genfortolkninger af de gamle eventyr, hvor hun trækker nogle ellers skjulte meninger frem og derigennem indsætter en stærk og handlekraftig kvinde i en kontekst, hvor kvinden ellers pr definition er svag og hjælpeløs.

I denne uge vil vi, med udgangspunkt i ”Den lille Rødhætte” og Angela Carters nyfortolkning af dette eventyr, ”The Company of Wolves” (på dansk ”I selskab med ulve”) fra The Bloody Chamber (1979), tage tråden med kønsroller op igen, og se på hvordan Carter formår at vende kønsrollerne i ”Den lille Rødhætte” på hovedet, selvom hun er tro mod det oprindelige eventyr.

I de danske oversættelser af både Charles Perraults og Brødrene Grimms versioner er ulven oversat som en ”den”, men når man læser eventyrene på henholdsvis tysk og fransk kan ”il” og ”er” både betyde ”den” og ”han”. Der ligger altså i de oprindelige nedskrivninger en dobbelthed, der gør det oplagt for læseren at se ulven som et billede på den farlige mand, der med vold og snuhed får krammet på den forsvarsløse pige, og sådan bliver historien da også traditionelt læst: Den farlige driftstyrede mand vil tilfredsstilles, og da den unge kvinde pr definition er ren og uskyldig kan dette kun være en krænkelse og en voldtægt.

Det er altså i forholdet til den unge kvinde, at mandens moral kan fastsættes – enten er han ulv, krænker af det uskyldige og i sine drifters vold, eller også er han jæger, opretholder af orden og forsvarer af dem, der i hans verdensbillede allerede er dømt til at være uskyldige og forsvarsløse. Med feministiske øjne kan man mene, at det ene ikke er spor bedre end det andet: Om man ser kvinden som et objekt gennem hvilket man få afløb for sine drifter eller som et objekt gennem hvilket man hævder sin egen gode moral er lige fedt – begge dele afholder kvinden fra selv at træde ind i henholdsvis den moralske og den driftsbaserede sfære. Den accepterede moral i dette eventyr er på jægerens side: Den driftstyrede ulv er moralsk dårligt, den unge kvinde er et offer og derfor moralsk passiv, den handlekraftige jæger er moralsk god.

roedhaette-4Men vi kan også vende hele dette moralske magtforhold på hovedet: Når man læser Perrault og Grimms eventyr, er det klart, at alle mandens/ulvens bestræbelser drejer sig om kvinden. Kan vi derfor ikke med en vis retfærdighed sige, at ulven er i Rødhættes magt (næsten) lige så meget, som hun er i hans magt? Rødhætte er det eneste mål ulven har, og uden hende mister han sit eksistensgrundlag. På den måde er ulven altså også et offer, måske ikke så meget for Rødhætte som for sine egne drifter. Udnytter hun dette, har hun faktisk potentielt en større magt over ham, end han har over hende, men lige så interessant er det, at hun så træder ud af sin rolle som moralsk objekt og bliver i stand til aktivt at definere sin egen moral og sin egen position.

Det er dette, der sker i Angela Carters ”I selskab med ulve”: Hos Carter er ulven en varulv, han er både mand og ulv, og den klassiske læsning af ulven som symbol på den farlige mand bliver dermed gjort eksplicit. Interessant er det også, at jægeren og ulven er én og samme person. Den moral, der hersker i samfundet bliver fremstillet ved, at den onde og farlige ulv først præsenteres gennem landsbyboernes perspektiv, og primært gennem sladder baseret på frygt. Frygt for det utæmmede – eller for det naturlige, kunne man sige.

Den unge kvindes eget perspektiv er et helt andet – hun er ikke naiv og forsvarsløs som vi ellers er vant til at se hende hos carter-the-bloody-chamber-harpercollinsGrimm og Perrault: Hun har hånden klar på sin kniv så snart jægeren/varulven dukker op, modsat de oprindelige versioner, der begge nævner, at hun ikke forstår, hvor farlig ulven var. Og hun er ikke uskyldsren, men flirter uhæmmet med den unge mand/varulv. I Carters version lover pigen jægeren et kys, hvis han kommer først til bedstemorens hus, og hun trækker med vilje tiden for at sikre sig, at han vinder. I Grimms og Perraults versioner kommer hun udelukkende sidst til bedstemorens hus, fordi hun ikke tænker sig om, men plukker blomster/samler nødder i stedet for at gå den lige vej, som hun har fået besked på.

Selvom begivenhederne og historielinjen er det samme, som vi kender fra Grimm og Perrault gennem det meste af eventyret, giver detaljeniveauet og indblikket i Rødhættes tanker altså eventyret en helt anden vinkel. Carter gør Rødhætte til en aktivt handlende og tænkende ung kvinde. Da jægeren bliver en ulv, finder hun ham skræmmende, men hun nægter at træde ind i sin tildelte rolle som offer. Dermed undlader hun også at tildele ulven, den driftstyrede mand, rollen som den farlige og moralsk fordærvede. Hun formår at tæmme ulven netop ved at give ham plads og træde ind i hans sfære – derved bliver det vilde og utæmmede, det seksuelle, et sted hvor kønnene mødes på lige fod, og ikke et område forbeholdt den farlige umoralske mand og fuldstændigt forbudt for den unge uskyldsrene kvinde. På den måde åbner Carters version af ”Den lille Rødhætte” både for et kvindesyn der ikke begrænser kvinden men også for en seksuel frigørelse, både for manden, der ikke automatisk er moralsk fortabt fordi han begærer kvinden og for kvinden, der selv kan bestemme over sin krop og har ret til at begære manden.roedhaette

Ingen kommentarer

Skriv et svar