Paranormal romance – en overset genre i Danmark

Af Signe Fahl

Jeg er paranormal romance-forfatter. Jeg har kombineret fantasy og romance, to i Danmark ret nedvurderede genrer. Oven i købet insisterer jeg på, at mine bøger er for et voksent publikum. Dermed har jeg sat mig selv og mine bøger ind i en ret lille niche. Romancelæsere står af på fantasydelen, og fantasylæsere gider ikke det der med romantik.

signe-fahl-portraet

Signe Fahl er forfatter til en række bøger og noveller med fantastiske elementer. Bl.a. Ellekongen og Elleskudtder er de to første bøger i hendes Tågespind-serie.

Smag kan man ikke argumentere imod, men det er synd og skam at gå glip af gode læseoplevelser pga. fordomme. Fordommene omkring både romance og fantasy er mange, og som læser af en smal genre er man helt sikkert stødt på dem.

Der er ofte et eller flere romantiske subplots i fantasybøger som f.eks. Et varsel om Storm-serien af Tobias Stenbæk Bro og Dæmoncyklus-bøgerne af Peter V. Brett, men kriteriet for en romance er, at det romantiske plot er det bærende element, som det f.eks. er i Black Dagger Brotherhood-serien af J.R. Ward og i mine Tågespind-bøger (ingen sammenligning i øvrigt), og i fantasygenren bliver disse bøger kategoriseret som paranormal romance og fantasy romance.

I udlandet i hvert fald. I Danmark findes der så få bøger inden for disse genrer, at det måske ikke giver mening at smide dem i de kasser, vi ellers er så glade for at dele bøger op i. Jeg er glad for, at der nu er kommet endnu en paranormal romance-forfatter hos Ulven og Uglen, nemlig Aura Isolde, der har skrevet Gråzonen. Jeg håber, vi vil blive flere, og at udvalget af bøger vil vokse med tiden.

Gråzonen - Dødefolket 1

Gråzonen udkom i starten af 2020 og er første bind i Aura Isoldes YA-serie om dødefolket.

For fantasylæsere har i mange år været henvist til at købe deres litteratur på andre sprog, og det danske bogmarked halter slemt bagefter. Det er der mange grunde til, men efterspørgsel og økonomi er to af dem. Hvis der ikke bliver efterspurgt bøger på dansk, bliver de ikke udgivet, og jo smallere udvalget på dansk er, jo færre danske bøger bliver der købt, og endnu færre bliver udgivet. At bøgerne så også skal kæmpe mod fordomme hjælper ikke på sagen.

Er romance kun for kvinder? Skammer mænd og frigjorte kvinder sig over at blive grebet med en romance i hånden? Hylder genren et forældet kvindeideal, hvor lykken kun kan opnås gennem en mands kærlighed?

Som al anden litteratur afspejler romance den tid, den er skrevet i, så i ældre bøger kan man sagtens få den fordom bekræftet, ligesom andre bøger har fremvist nogle pænt usunde forhold, men som andre genrer er romance også under konstant udvikling, og har man læst et par stykker, vil man hurtigt finde både stærke kvinder, LGBT+ romances og ligeværdige forhold. Det ligger dybt i os, det med at ønske kærligheden tilstede i vores liv, og hvorfor ikke også læse om den?

Hvad kan paranormal romance, som almindelig romance ikke kan? Romance handler om følelser, de store af dem som kærlighed, angsten for at miste, usikkerheden ved at kaste sig ud på dybt vand. Tilsætter du overnaturlige elementer, kan du skrue op for følelserne, komme længere væk fra fornuftig, grå hverdag. Pernille Kim Vørs, der selv er forfatter til et par bøger i genren, siger i facebookgruppen Danske Romance Læsere:

”Når vi taler om paranormal romance, så er det fedeste, at der ingen grænser er. Alt er større, bedre, værre, alt er bare … meget mere end i virkeligheden. Ingen grænser.”

At forelske sig i en varulv eller en dæmon sætter bare tingene mere på kanten. Læs evt. min forlæggers blogindlæg om den sag her.

Kis Baadsgaard, som skriver romance i den realistiske genre, er også fan af paranormal romance. Hun siger:

”Hvis det er godt skrevet, ser jeg forbi det overnaturlige og ser kun karakteren. Og er det ikke for at følge en eller flere karakterers skæbner, at vi lader os opsluge af en historie? I en romance hepper vi på en happy end for to personer gennem alle de fortrædeligheder, forfatteren finder på at smide i vejen for dem. I en paranormal romance er der ingen grænser for de problemer, parret må se i øjnene. Hvis du bliver forvandlet til en dansende tågegestalt af at være sammen med din kæreste, hvad gør du så? Oddsene kan være nærmest umulige, og det kræver faktisk en del af forfatteren at strikke en troværdig løsning sammen.”

Ellekongen af Signe Fahl

Ellekongen er Signe Fahls første bog hos Ulven og Uglen. Den handler om bondepigen Karen, der forelsker sig i den mystiske Daniel, som kun dukker op, når det er tåget.

Det overnaturlige skal være en integreret del af både karaktererne og historien. Her gælder det samme krav som til al fantasy: Hvis du tager det magiske væk, falder historien sammen.

Den præmis er der kommet mange spændende bøger ud af. Måske skulle du prøve at læse nogle af dem? Også dem, der er skrevet af en dansk forfatter.

Trackbacks/Pingbacks

  1. Paranormal romance: sexede monstre og frie kvinder - Ulven og Uglen - 4. februar 2021

    […] I Norden har vi tradition for at fortælle historier om de underjordiske, og i sin serie Tågespind gør Signe Fahl netop det. I hendes bøger, som foregår i 1700-tallets Danmark, får den fornuftige malkepige Karen vendt op og ned på sit liv da hun møder den mystiske Daniel som både bringer glæde ind i hendes kedelige hverdag og udfordrer hende til at drømme og ønske sig mere af livet. Signe har også tidligere fortalt om netop hendes forhold til paranormal romance, som hun mener er en lidt overset genre i Danmark. […]

Skriv et svar