Hvad er god fantasy?

Det er et stort spørgsmål at stille – et med ligeså mange svar som der er fantasylæsere.

Når vi taler om fantasy, kan grænserne til andre genrer være udflydende. Det bærende element er naturligvis magien og det overnaturlige, men dette i sig selv giver en ret bred ramme. Derfor kan man med en vis ret hævde at fantasy er netop dette: en ramme eller en form i højere grad end en genre – en ramme indenfor hvilken alle tænkelige genrer kan udfolde sig.

Grænsen mellem genrer kan være udflydende. Helge Kastrups Under (2016) er en krimi, der udspiller sig i et parallelt samfund.

Grænsen mellem genrer kan være udflydende. Helge Kastrups Under (2016) er en krimi, der udspiller sig i et parallelt samfund.

Derfor er det heller ikke så sært at vi alle har forskellige meninger om hvad der er god fantasy: Nogle foretrækker romantik, andre en god krimi, nogle foretrækker skildringen af store altafgørende begivenheder og igen andre skildringen af almindelige mennesker og deres hverdag. (”Almindelige” er måske meget sagt, når det kommer til fantasy, men selv i et magisk univers vil der stadig være noget der er almindelig hverdag indenfor dette univers’ rammer).
Ulven og Uglens udgivelser er da også et lysende eksempel på hvor bredt et felt fantasy spænder over.

Jeg vil i denne uges torsdagsblog, komme med et mere overordnet bud på om ikke hvad god fantasy er så i det mindste hvad der udgør grundlaget for god fantasy.

Hvis jeg skal gøre dette uden at skele til mine personlige genrepræferencer, vil jeg nok lægge vægten på mening. Mening forstået dels på den måde at der skal være en mening med inkluderingen af det magiske element – det skal have en betydning for historien og ikke bare være fyld ”fordi man kan”, og dels forstået sådan at den verden der bygges op, om det så er som en del af vores egen faktiske verden eller et helt nyt univers, skal give mening internt, den skal være sammenhængende. Det er denne sammenhæng jeg ønsker at kaste lidt lys over i dette blogindlæg.

Man kan som forfatter sagtens have en masse gode idéer i hovedet men alligevel have svært ved at få det store billede til at hænge sammen fordi der hele tiden opstår problemer i forhold til den verden og ramme man har valgt. Disse problemer skal løses hvis verden skal have sammenhæng. Det er nemt at tabe en god historie på gulvet på grund af manglende sammenhæng i fortællingens univers – det gælder uanset om man ønsker at inkludere det magiske i vores egen verden eller skabe en ny verden helt fra bunden.

Aspíciens Haufniensis: Københavns skygger (2016)

I Aspíciens Haufniensis’ Københavns skygger (2016) er det magiske element en skjult del af vores egen verden.

I tråd med dette fortæller Aspíciens Haufniensis, forfatteren til Københavns skygger, i et gammelt blogindlæg, at det kan være en kompliceret sag at føje magi til vores dagligdags verden: ”Det […] kræver i hvert fald utrolig gennemtænkte årsagssammenhænge og kan nemt ende i for mange forklaringer. Læseren har jo en kæmpe forhåndsviden der skal respekteres.”

Og sådan er det: Når magien bringes ind i vores verden opstår uvægerligt nogle problematikker som skal bortforklares. Men da læseren naturligvis har en stor viden om den verden han/hun jo selv lever i, har denne også mulighed for kritisk at overveje om disse bortforklaringer holder vand. Derfor kræver det et stort overskud fra forfatterens side at skabe mening i det hele. Netop Københavns skygger er dog et godt eksempel på hvordan dette kan klares elegant.

Samtidig kan netop læserens forhåndsviden dog også aflaste forfatteren lidt når magien indarbejdes i vores egen verden modsat den enorme proces det er, at fremstille en hel ny verden, hvor hver sammenhæng man får forklaret afføder nye spørgsmål. Som forfatter er man nødt til at kende svaret på alle disse spørgsmål, man er nødt til at gennemskue om der er ’huller’ i den verden man har bygget op. Men hvis man bombarderer læseren med viden, risikerer man at gøre læsningen kedelig og langtrukken – det kan være en svær grænse at trække: Hvad har læseren brug for at vide for at fornemme og tro på den verden der skabes? Der kommer let til at være et kæmpe ’restprodukt’ af ting der aldrig blev helt relevante nok, men som stadig er med til at understøtte og uddybe den verden der er beskrevet. Derfor er lange appendikser eller særskilte bøger der knytter sig til visse fantasyfortællinger heller ikke nogen sjældenhed.

Jeanette Hedengram og Tina Sanddahl: Mørkets søn (2015)

Jeanette Hedengram og Tina Sanddahl skaber i deres serie om Mørkets søn en helt ny verden, hvor lysets og mørkets folk lever adskilte – og hvad sker der så, når de alligevel mødes?

Når så en verden eller et magisk element i vores verden er bygget op så man som læser tror på at det kunne være en virkelighed, så er der en rigtig god grobund for en fantasyfortælling. Og her begynder så alle de vanlige bedømmelseskriterier at spille ind (dem der gælder for al skønlitteratur) for det nytter ikke noget at have en enorm og spændende verden bygget op, hvis man ikke også har en historie, der er værd at fortælle, nogle karakterer, der er interessante osv. osv.

Og netop i forbindelse med verdensopbygningen er karakterer og herunder i særdeleshed fantasy-helten et interessant emne. Da Ulven og Uglen i går talte om helte på Ballerup Bibliotek, faldt snakken også på hvordan helten, der gerne må være lidt ufin i kanten, er tilpasset lige præcis det univers han/hun er sat i. Man kan for eksempel ikke forestille sig Frodo Baggins klare sig særligt længe i et univers som det vi ser i A Song of Ice and Fire, omvendt ville Tyrion Lannister aldrig blive den helt der tilintetgjorde ringen i The Lord of the Rings. Derfor er helten selvfølgelig også en afgørende faktor for den gode fantasy. Men denne diskussion om helte er et stort emne, og vi vil derfor tage tråden op igen her på bloggen på et senere tidspunkt.

Så hvad er god fantasy?

Når fantasy lykkes, efterlader det mig med en særlig stemning – en stemning der minder mig om noget som jeg alligevel ikke helt kan huske. Når det sker og når jeg virkelig tror på det opbyggede univers som en mulighed, opstår der også en modvilje mod at slippe det univers jeg har fået lov at snuse til – en trang til at vide mere, læse mere. Det kan være svært at finde en ny bog frem med et nyt univers når det gamle stadig står så levende i min bevidsthed, og jeg henfalder i stedet til genlæsning af særlige passager eller dagdrømmerier om en videre handling.
Der er blevet vækket en særlig følelse i mig, og det er denne følelse der i sidste ende er afgørende for mig når jeg skal afgøre om noget er god fantasy.

Kender du denne følelse? Hvad er god fantasy for dig?

Ingen kommentarer

Skriv et svar