For et par uger siden diskuterede vi her på bloggen fantasys tiltrækningskraft ud fra et moderne moral- og ondskabsbegreb (læs indlægget her). I den forbindelse spurgte vi jer hvad I mener er grunden til fantasys stigende popularitet og tiltrækningskraft. I denne uge samler vi – væbnet med Tolkiens essay ”On Fairy-Stories” (som han kalder fantasy) – op på jeres besvarelser.

Rigtig mange har nævnt det eskapistiske som et vægtigt element – det at flygte ind i en anden (magisk) verden, at komme væk fra sin egen trivielle og stressende hverdag. Og det er helt klart noget vi er enige i: Fantasy giver muligheden for at opleve eventyr og magi, for at vende tilbage til sagnenes og eventyrernes tid og glemme hverdagen lidt.
Netop eskapismen var da også en del af pointen i det tidligere indlæg: Flugten fra en institutionaliseret verden hvor moral, godt og ondt, afgøres med en paragraf og hvor de mellemmenneskelige forhold er sat i en spændetrøje på godt og ondt. Flugten til en verden hvor man kan kæmpe for det man tror på og genfinder en eller anden kerne af noget ægte. Men lad os dykke ned i endnu flere sider af det eskapistiske.

“Think of all the joy you’ll find, when you leave the world behind” Disney’s Peter Pan (1953)

Først og fremmest vil jeg nævne en interessant observation Tolkien har gjort: Mennesket kan i fornuftens navn kritisere fremskridtet med alle dets fabrikker, maskiner, bomber etc. og den grimhed og ondskab der følger og samtidig fordømme det eskapistiske i fantasy – det lyder lidt paradoksalt. Der er ikke noget skammeligt eller underligt i at foretrække fantasy-universer fremfor den virkelighed der omgiver os, understreger han.

Derudover har det eskapistiske i sig selv en væsentlig værdi, og Tolkien kritiserer den negative klang ordet ’eskapisme’ har fået og lægger i stedet vægten på at man netop i det eskapistiske, i undvigelsen af virkeligheden, har muligheden for at tage større og mere væsentlige ting op:
”The electric street-lamp may indeed be ignored, simply because it is insignificant and transient. Fairy-stories, at any rate, have many more permanent and fundamental things to talk about.”

En af jer har da også skrevet om det at ønske sig dybde og mening i en verden der er præget af overfladiskhed, og en bekendt gav forleden også udtryk for at man ofte i den moderne verden kan stå med følelsen af at mangle noget at kæmpe for og være fremmedgjort for de ting der betyder noget fordi alt for meget foregår på overfladen. Her kan fantasy måske give én følelsen af mening tilbage:

J. R. R. Tolkien (1892-1973)

Tolkien skriver at fantasy, med den ramme der skabes i form af en virkelighed der er så væsensforskellig fra den realistiske, kan hjælpe os med at se på verden med nye øjne, også den realistiske verden. På denne måde bliver ’flugten’ til fantasy noget vi kan tage med tilbage, noget der kan minde os om meningen og de vigtige ting i livet – alt det der ikke ses på overfladen.
En af jer har skrevet, helt i tråd med dette, at fantasy kan hjælpe én med at blive et bedre menneske fordi man bliver præsenteret for nogle anderledes moralske dilemmaer hvor man må overveje hvad man selv ville gøre, og man kan så trække parallellerne til den virkelige verden. Om man bliver et bedre menneske af at læse fantasy, skal jeg ikke kunne sige, men jeg er helt enig i at man ofte bliver tvunget ud i nogle hårde overvejelser og dermed får skærpet opmærksomheden på sit eget moralske kompas. Og måske optagetheden af virkeligt væsentlige problematikker i fantasy vil gøre én mere tilbøjelig til at trække på skuldrende af ligegyldigheder i ens hverdag?

En skriver også at det med stor sandsynlighed er det gode der vinder i fantasy. I sidste uges torsdagsblog bragte vi et interview med Jacob Kokkedal, forfatteren til I døden og videre, og han fortæller at det som for ham er det essentielle i fantasy er håbet – der er altid håb for den der har modet til at kæmpe for det (Læs interviewet her). Noget lignende kommer Tolkien ind på med sit begreb om eukatastrofe, en lykkebringende katastrofe (vendepunkt), der ikke benægter eksistensen af sorg og nederlag, men benægter et universelt og endegyldigt nederlag – med andre ord: Der er håb i fantasy!

Så har en af jer skrevet om det at ønske sig magi og eventyr i verden. Tolkien siger om denne ønsketænkning at fantasy ikke handler om at snyde sig selv til at tro på noget der ikke er, men om begæret efter noget andet, noget mere. Et nysgerrigt begær efter ikke at være begrænset til og af sin menneskelige oplevelse af verden – med fantasy bliver vi sluppet fri af vores begrænsninger og kan udforske verden fra helt nye vinkler. ”Fantasy is freedom,” sagde Trudi Canavan blandt andet da hun bød velkommen til fantasymessen i Esbjerg.
Men friheden er også den utæmmede kreativitet fantasy tilbyder, noget flere af jer har nævnt: I fantasy er den eneste grænse forfatterens egen fantasi. Den verdensopbygning der finder sted, er en vild og kreativ proces hvor alle detaljer har en særlig værdi idet de tilføjer noget mere til universet der udvider sig og bliver mere nuanceret for hver ny ting. På denne måde aktiveres også læserens fantasi gennem ordene – dette er med til at gøre oplevelsen af fantasyuniverser helt unik, usammenlignelig med noget andet. Til dette siger Tolkien at fantasy i bund og grund er en langt sværere kunstform end realisme fordi det kræver meget mere at skabe sammenhæng i et helt nyt univers når man ikke kan trække på det kendskab vi alle sammen har til den verden der omgiver os.

“A young girl reading” af Jean-Honoré Fragonard (1770)

Endelig har én nævnt at fantasy er et fænomen for den nye voksne generation. I en samtale mellem J. K. Rowling og Daniel Radcliffe taler de bl.a. om den betydning Harry Potter-serien har haft for litteratur fordi serien har haft lige så dedikerede fans som man ser til f.eks. Star Wars, men idet Harry Potter først og fremmest var litteratur, er der skabt en hel generation med en umættelig lyst til at læse. Derfra er der ikke langt til at få den tanke at denne generation af læsere primært hungrer efter fantasy – også selvom de er blevet voksne. (Se hele deres samtale her)

Jeg vil slutte dette indlæg af. Det er et enormt stort emne der vokser ud over hvad et blogindlæg kan indeholde. Sikkert er det dog at fantasy kan udforske alle mulige og umulige kroge af virkeligheden; det kan give os et nyt syn på verden, give os et fristed; det kan lære os at tænke ad andre baner; hjælpe os med at finde tilbage til nogle ellers glemte kerneværdier og meget mere. Fantasy-genrens berettigelse både som seriøs litteratur og som hyggelæsning er ikke til at komme udenom. Den kan og skal ikke affejes som virkelighedsfjernt, fantasy har rigtig meget virkeligt at byde på…

”’Tell me one last thing,’ said Harry. ‘Is this real? Or has this been happening inside my head?’
(…)
‘Of course it is happening inside your head, Harry, but why on earth should that mean that it is not real?’” (J. K. Rowling, Harry Potter and the Deathly Hallows)