Det er blevet den tid på året, hvor supermarkederne bugner med græskar, og hvor butikkerne pynter med spindelvæv i udstillingsvinduerne og sælger uhyggelige kostumer til de mindste. Halloween er lige om hjørnet, og med sig bringer den et mørkt univers af varulve, spøgelser og forskellige monstre. Men er Halloween bare endnu et amerikansk reklamestunt, som Danmark og resten af Europa er faldet for? Eller har dens uhygge rødder i langt ældre traditioner? I denne uges blogindlæg ser vi nærmere på højtidens oprindelse, og hvorfor den er særlig relevant for fantasygenren.

Halloween er en sammentrækning af All Hallows Eve, og dækker sandsynligvis over flere gamle traditioner fra både det hedenske og kristne Vesten. Mange peger på den keltiske årstidsfest Samhain som en af forløberne for Halloween, og som udover at indvarsle vinterhalvåret også markerede kelternes nytår. Denne omvending fra det gamle til det nye betød, at porten til åndeverdenen, sidhe, stod åben, og derfor blev mange af de største fortællinger fra den keltiske mytologi knyttet til netop denne årstid. For eksempel var det omkring Samhain, at Irlands guder, Tuatha Dé Danann, besejrede de monstrøse havguder Fomorii, og hvor helte som Cuchulainn fik besøg af kvinder fra gudernes verden. Samhain blev fejret med bål på bakketoppe og store festgilder, hvor man spåede om fremtiden og forventede, at de dødes ånder også ville aflægge et besøg. Det var en særlig aften, hvor grænsen mellem menneskenes og gudernes, mellem de levendes og de udødeliges, verden kunne krydses af enhver.

Digteren Oisin opholdte sig ifølge irsk mytologi blandt Tuatha Dé Danann, men vendte gammel og ensom tilbage til menneskenes land, hvor magien var væk.
(“Ossian” af Francois Gerard, 1800)

Med den kristne omvending blev Samhains traditioner videreført, om end i en kristen version. Den kristne kalender placerede sit nytår om vinteren, men kelternes særlige aften havde stadig stor betydning: Det var aftenen før allehelgensdag d. 1. november og allesjælesdag d. 2. november og var således den tid på året, hvor man ærede helgenerne og mindedes de døde.

Allerede i det 12. århundrede havde allehelgensaften indlejret sig som en kristen højtid, hvor kirkeklokkerne kimede for sjælene i skærsilden, og hvor man kunne banke på døre og modtage kager bagt særligt til denne aften. Senere blev det en gængs tradition at klæde sig ud som helgener for enten at undgå de døde sjæles eventuelle vrede eller for at skræmme sig til brød og kager. Sidstnævnte er eftersigende opstået på De Britiske Øer omkring det 16. århundrede og har overlevet frem til i dag, hvor børn går fra dør til dør med ordene ”trick or treat.”

Sammenblandingen af hedensk og kristen overtro førte til den form for Halloween, som især de irske og engelske nybyggere tog til sig i det 19. århundredes Amerika, og som sidenhen har rodfæstet sig i hele den vestlige kultur. I dagens Danmark fejrer vi mere eller mindre Halloween på lige fod med juleaften og fastelavn. Det skyldes måske ikke nødvendigvis kun en generel amerikanisering, men at der tværtimod er noget ved højtiden, som fængsler os, og som gør sig gældende i både de hedenske og kristne ritualer – nemlig det uhyggelige.

I dag synes Halloween nærmest kun at bestå af uhyggelige elementer i form af dunkle kostumer og smilende græskarhoveder for slet ikke at nævne de mange gyserfilm, som oftest bliver vist i dagene omkring højtiden. Uhyggens overlevelse fra kelternes Samhain og den kristne allehelgensaften skyldes måske vinterhalvårets komme, hvor mørket og kulden sænker sig, men det er frem for alt også et begreb, vi finder i fiktionen og ikke mindst i fantasygenren.

Sigmund Freud (1922)

Det var Sigmund Freud (1856-1939), som i sit essay ”Das Unheimliche” (”Det uhyggelige”, 1919) fremlagde, hvorledes det foruroligende og frastødende viser sig i litteraturen. Ud fra en psykoanalytisk læsning af E. T. A. Hoffmanns dystre novelle ”Der Sandmann” (”Sandmanden”, 1816) påpeger Freud, at det uhyggelige ikke er en direkte modsætning til det trygge, det familiære og ”hyggelige”, om man vil. Det uhyggelige er snarere noget gammelt i vores bevidsthed, som vi selv har fremmedgjort via fortrængning: ”the uncanny is that class of the frightening which leads back to what is known of old and long familiar.”

Freud ser som konsekvens overnaturlige elementer som psykologisk betingede; som udtryk for infantil frygt og ødipuskomplekser, hvilket umiddelbart er i modsætning til fantasygenrens fantastiske indhold, hvor det overnaturlige primært er en realitet, der rammer karaktererne fysisk og ikke psykologisk. Dog fremhæver han særligt to uhyggelige kendetegn, som er relevante for både Halloween og fantasy: 1) døden og 2) opløsningen af grænsen mellem fantasi og virkelighed.

Fælles for den keltiske Samhain og kristendommens allehelgensaften er overskridelsen mellem de dødeliges virkelige verden og så de udødeliges, hvad enten denne tilhører guderne Tuatha Dé Danann eller kristne helgenskikkelser. Det er med andre ord en aften, der opløser grænsen mellem den verden, vi kender, og den verden vi må nøjes med at fantasere os til, og hvor ikke mindst de døde uhindret kan vandre iblandt os levende. Halloween kan i den forstand ses som en højtid, hvor fantasi og virkelighed står side om side, hvilket desuden er et kendetegn for den klassiske fantasyfortælling. Uanset om denne beretter om et selvstændigt eller et parallelt univers, sætter den rationaliteten i bero ved hjælp af overnaturlige elementer, som hovedpersonerne har forundring tilovers for, men som de oftest også må benytte sig af for at nå deres mål.

I “Forbunds-brydersken” befinder de to hovedpersoner sig i underverdenen, hvor tiden er opløst.

Som konsekvens er et fænomen som døden, og dertil dens uhygge, også et genkommende træk i genren, der til gengæld forsøger at materialisere døden og gøre den mere håndgribelig. For eksempel ser vi ofte djævleskikkelser, gengangere og genopstandelser i serier som Harry Potter, Narnia, Den Store Djævlekrig og også her på forlaget i form af Anders Björkelids Fortællingen om Blodet, hvor tvillingerne Sunia og Wulf blandt andet begiver sig ud på en rejse i de dødes underjordiske verden.

USA’s massive kulturpåvirkning kan sikkert tage en del af æren for Halloweens udbredelse, som også har spredt sig til den danske kalender. Vores fejring af højtiden kan imidlertid også skyldes dens uhyggelige element, som Freud desuden fandt universel, hvilket kan forklare, hvorfor Halloween er blevet et næsten globalt fænomen. Det er på mange måder en højtid, hvor vi ligesom i fantasy gør os forhåbninger om at komme i kontakt med det overnaturlige, med døden og med en verden, hvor kun fantasien sætter grænser. Måske kan man endda gå så vidt som at sige, at fantasy derfor altid indbefatter en hvis form for uhygge – hvad tænker I?