Den mørke middelalder

Hvis der er noget, som mange fantasyserier deler, så er det et middelalderligt univers med riddere, drager, prægtige slotte og magiske skove.  Men hvad er det, der er så fascinerende ved denne historiske periode, og hvorfor er den efterhånden blevet et arketypisk forbillede for samtlige fantasyforfattere?  I dette blogindlæg ser vi nærmere på, hvordan ”den mørke middelalder” optræder som et produkt af eftertidens opfattelse om middelalderen, og hvorfor netop denne periode er i stand til at rumme fantasygenrens overnaturlige egenskaber.

I vesteuropæisk historie dækker middelalderen over årene 500-1500 og betegner således det årtusind, som fulgte efter Romerrigets fald og afsluttedes med Reformationen og den efterfølgende Renæssance. Faktisk var det i høj grad Renæssancens humanister, som gav middelalderen dens navn og senere tildelte den en forholdsvis negativ værdi. For dem var det en forfaldsperiode mellem antikken og så deres egen samtid, hvor antikkens kultur blev ”genfødt” (deraf det franske ord for ”genfødsel” – renaissance). Dette billede på middelalderen blev imidlertid udfordret især af 1800-tallets romantikere, der fandt kunstnerisk inspiration i periodens kulturskatte og satte sig for at genfortolke dem. I løbet af det 18. og 19. århundrede indsamlede og oversatte flere forfattere og forskere eventyrviser, sagaer og heltedigte fra middelalderen, og teksterne bredte sig på tværs af landegrænserne i Europa, som hurtig blev ramt af en ”middelalderfeber.”

Prærafaelitteren Arthur Hughes’ “Sir Galahad” (1865-70) beretter om arthurdigtningens hellige gral.

Prærafaelitten Arthur Hughes’ “Sir Galahad” (1865-70) beretter om arthurdigtningens hellige gral.

Tager man et kig på romantikkens billedkunst og litteratur, er middelalderfascinationen ikke til at tage fejl af: Den engelske kunstnergruppe, prærafaelitterne, genoplivede samtlige skikkelser fra arthurdigtningen og den keltiske mytologi, og med Walter Scotts romaner Ivanhoe og Rob Roy fik middelalderen tilmed et nationalorienteret præg. Også Danmark ydede et stort bidrag med især B. S. Ingemanns historiske romaner om Valdemar Sejr og Margrethe 1. I dag lever romantikkens middelalderfascination videre i både bøger, film og TV-serier, uanset om disse tager afsæt i historiske begivenheder, som Ken Follets Jorden søjler og dele af Bernard Cornwells forfatterskab, eller bruger middelalderen som skabelon for et selvstændigt fantasyunivers som i Game of Thrones.

Middelalderen i sig selv har ganske vist efterladt et aftryk på både kulturhistorien og selve landskabet i form af borgruiner og kirkebygninger, men det er pudsigt, at perioden først og fremmest er blevet defineret og iscenesat efter sin afslutning i midten af det 16. århundrede. Denne særlige genfortolkning omtales som ”middelalderisme” og kan muligvis forklare, hvorfor også fantasyforfattere ofte tyer til middelalderen for inspiration. I antologien Medievalisms: Making the Past in the Present (2013) gennemgår litteraturforskerne Tison Pugh og Angela Jane Weisl forskellige kulturhistoriske fortolkninger af middelalderen, og hvordan middelalderisme desuden udtrykker kunstnerens kommentar til sin egen samtid: Her kan middelalderen eksempelvis fremstå som en modgift til den moderne industrialisering og teknologi, som hos Walter Scott og Alfred, lord Tennyson, eller som et tilflugtssted for social korrekthed, hvor det også er tilladt at bruge anakronismer og gøre grin med selve vores forestilling om middelalderens skikke og høviske kultur. Denne form for neomidddelalderisme finder vi især i Monty Pythons kultfilm, De skøre riddere (1975), hvor ædle gangere er erstattet med kokosnødder, og hvor det mest frygtede monster ikke er en ildsprudlende drage, men en lille kanin.

-Monty Pythons De skøre riddere (1975) er et eksempel på neomiddelalderismens ironi.

Monty Pythons De skøre riddere (1975) er et eksempel på neomiddelalderismens ironi.

En af Pughs og Weisls hovedpointer er, at middelalderen allerede siden Renæssancen har været en fantasi. Det er en periode, som altid har indeholdt irrationelle og ikke mindst magiske konnotationer, dels på grund af sit rige åndsliv, og ikke mindst fordi middelalderen konstant gentænkes og genfødes af eftertidens kunstnere. Man kan tilmed påstå, at de forskellige former for middelalderisme har gjort den vesteuropæiske middelalder – i hvert fald forestillingen om den – til et globalt fænomen, som blander høj- og lavkultur og opildner vores kreativitet gang på gang. Som følge deraf har middelalderen udviklet sig fra at være navnet på en historisk periode til at være en dobbeltsidet milesten i vores kollektive erindring, da den ansporer os til at udforske fortiden, mens den samtidig indbyder os til at gendigte fortiden på egen hånd. Og det gør vi især med fantasy.

Når vi siger ”den mørke middelalder,” henviser vi i første omgang til et voldeligt og dystert feudalsamfund og benytter os af den negative værdiladning, som Renæssancens tænkere fremsatte. Men vi kan også vælge at se middelalderen som et særligt rum, der i kraft af sit ”mørke” tillader os at tænke kreative tanker, hvor vores fantasi kan løbe løbsk. Siden middelalderens afslutning i det 16. århundrede har vi udfyldt periodens mystiske mørke enten med historisk forskning, med ren og skær magi eller måske med begge dele i håbet om at iscenesætte fortiden. Dermed udfører vi en middelalderisme, som forandrer sig i takt med vores egen samtid, og som uden tvivl har medvirket til fantasygenrens popularitet og dynamiske væsen, som afspejler sig i dagens litteratur og populærkulturen generelt.

Trackbacks/Pingbacks

  1. Fantasy og Steampunk - Ulven og Uglen - 18. oktober 2018

    […] har allerede tidligere på bloggen kigget lidt på middelalderisme, som I kan læse meget mere om her, så i dag skal det handle om en anden historisk periode, der i stigende grad bruges i forbindelse […]

Skriv et svar