Redaktionen fortæller: Hvad vi elsker ved fantasy

Der er mange grunde til at vi hver især holder af fantasy. Måske er det magisystemer, der giver dig julelys i øjnene. Måske er det de episke kampe mellem godt og ondt. Eller måske er det de alternative verdener, hvor elvere og andet fantasifolk lever i bedste velgående. Der er noget dragende og betagende over fantasybøgers kreativitet og evne til at give os det strejf af magi vi mangler i hverdagen.

Vi har alle hver vores grunde til at se begejstret efter én bog og ikke en anden, og selvom det kan give os lyst til at bandlyse venner fra vores liv, hvis de ikke bryder sig om vores yndlingsbog, så er det en fantastisk ting at vi alle har forskellig smag.

I dagens anledning har vi spurgt lidt rundt på kontoret og fundet noget af det, vi her på redaktionen elsker allermest ved fantasybøger. Det er selvfølgelig ingen overraskelse at flere af tingene er at finde i de bøger forlaget udgiver.

Det viste sig de fleste af os havde en forkærlighed for drager, i hvert fald da vi var yngre. Som børn var der få ting, der kunne få os helt så begejstrede for en bog som drager. Den dag i dag er vi stadig vilde med bøger, hvor karaktererne har en stærk forbindelse med et dyr, gerne katte eller ulve-lignende væsener, og det forklarer muligvis forsiderne på Mørkets Søn serien.

moerkets-soen-1-2-3_2

Der var også bred enighed om at fantasy, der udfordrer eller omvender kendte troper er en favorit. Der opstod en mindre diskussion om tropen med at have en karakter der er udvalgt, der er “the chosen one”, specielt i forhold til Harry Potter (der er delte meninger om hvorvidt den indeholder en selvopfyldende profeti eller ej). Men vi blev alle enige om at vi elsker bøger, der giver den et twist (f.eks. Inkarnation eller Ondvinter) og hvor man som læser ikke helt ved, hvad man skal forvente.

Under Harry Potter diskussionen kom vi også ind på, hvor meget en god skurk betyder. Det skal ikke blot være en person, der er ond for at være ond, men gerne en karakter, der har personlighed, egne motivationer og en plan der går ud på mere end at bringe evigt mørke til verden. Det kan være virkelig svært at skrive en god skurk, specielt fordi man ofte bruger mindre tid med skurken, og når de endelig dukker op og deres planer afsløres skal de helst ikke skuffe. Hos os blev I døden og videre og Ørkenrose fremhævet som havende en god skurk, og vi er også, som altid, begejstrede for The Fifth Season af N.K. Jemisin.

oerkenrose_3

Fantasy har et fantastisk potentiale i og med det både kan undersøge den store kamp mellem det gode og det onde, men det kan også sætte det psykologiske hos mennesket (eller magikeren, elveren, orken osv) i fokus. Det, der skal overkommes er sjældent blot en fjende ude i verden, det er også interne intriger, potentialet for korruption og ondskab i individet og den konflikt der opstår mellem flere grupper, der alle mener de har ret. Det er specielt noget der kommer til udtryk i politisk fantasy, der handler om intriger og magtkampe og foregår i en moralsk gråzone.

Sidst, men ikke mindst tilhører vores hjerter fantasy, der opbygger en alsidig verden, der ikke kun er baseret på vestlige idealer, men inkluderer alle former for karakterer (med forskellige personligheder, seksualiteter, motivationer og udseende) og typer af fortællinger, oplevelser og erfaringer. Det er tilfældet i både Inkarnation og den kommende udgivelse Sumpbaronens Rejse, der også passer på en anden af vores personlige favoritter: friends to lovers, når venner bliver til mere end bare venner.

inkarnation_3-sloeret

Fantasy er en ekstremt alsidig genre, hvor det bogstavelig talt kun er kreativiteten, der sætter grænser. Det gør også at vi aldrig er mindre entusiastiske for at arbejde med den type bøger, som vi gør.

Lad os endelig høre, hvad det er I elsker ved fantasy, og hvilke specifikke elementer der altid formår at gøre jer interesserede i at læse en bog. Talende ulve? En charmerende skurk? Episke kampscener? Romantik? Vi glæder os til at høre jeres bud.

Ingen kommentarer

Skriv et svar