Skrivetips: Vis din karakter gennem den uskrevne tekst

I denne uge kommer bloggen til at handle om karakterer og univers. Jeg hedder Pernille L. Stenby og er forfatteren til Ulven og Uglens kommende udgivelse Inkarnation. Jeg har tidligere skrevet et blogindlæg om at skrive, men denne gang går jeg dybere ind i det karakteropbyggende element og i universopbygningen. Det er de to aspekter, som jeg holder mest af, når jeg selv sidder med tekster.

Der findes ikke en let opskrift på, hvordan man laver en overbevisende karakter. For mig er en god karakter en blanding af den forbindelse, som forfatteren skaber mellem karakter og læser, og måden romanen bliver fortalt. Som jeg ser det, skaber en god karakter læserempati. Læserempatien er utrolig vigtig for en tekst, fordi det er sådan, læseren føler med karaktererne. Det er igennem empatien, at der bliver skabt en indlevelsesevne, som gør læseren i stand til både at grine og græde. Indtil det øjeblik hvor vi føler med karaktererne, er det svært at bekymre sig om, hvad der kommer til at ske med dem.

Jeg har skrevet stort set hele mit liv, men det er kun i de senere år, at jeg har forstået, hvordan læserempatien opstår. Det handler nemlig ikke om, at vi føler mere, hvis karaktererne udsættes for voldsomme episoder, snarere at vi føler mere, hvis vi kan genkende elementer i karaktererne. For at skabe forbindelsen mellem læser og karakter skal forfatteren nemlig vise karaktererne på en sådan måde, at læseren forstår dem.
Så hvordan skaber man læserempati? Jeg har samlet tre overordnede trin.

Gråstav

I Inkarnation har gråstave været en del af kulturen så længe, at de er en del af de materielle rettigheder. Børn, der intet må eje, må alligevel eje en gråstav. Børnene skærer selv stavene og bruger dem til at ridse minder ned i og som hårmode.

1. Skab karakteroverblik
For mange forfattere er den ”kedelige” del af skriveprocessen personkarakteristikken. En god karakter har en veldokumenteret baggrund, da en stor del af personligheden udvikler sig igennem baggrundshistorien. Er din karakter mistroisk, kan du give karakteren oplevelser igennem opvæksten, der har tyndslidt deres tillid til andre mennesker. En læser kan mærke, når karakteren har en troværdig baggrundshistorie, og det gør det lettere at føle med karaktererne, hvis vi ved, hvorfor de gør, som de gør.
Et eksempel på et skema til personkarakteristik findes i The Art of Dramatic Writing: Its Basis in the Creative Interpretation of Human Motives af Lajos Egri.

2. Teksten mellem linjerne
Det uskrevne ord har en overbevisende kraft, især når der skal dannes empati. Med et uskrevet ord menes der teksten mellem linjerne. Men hvordan skriver man noget mellem linjerne? Her kommer ”show, don’t tell” ind. En frase, som er hyppigt brugt, og som udtrykker det at vise karakterernes meninger og sindsstemninger uden at forklare dem.

Lad os se på tre teksteksempler om Ary, en karakter opfundet til formålet:

Eksempel 1:
Ary var utryg, da hun sad på den høje stol.

Eksempel 1 fortæller os ikke meget om Ary. Beskrivelsen får os ikke til at visualisere situationen, og vi får ikke et personligt forhold til Ary, da vi ikke hører hendes tanker. Scenen kunne potentielt være skrevet ud fra en helt anden persons synsvinkel.

Eksempel 2:
Ary var utryg ved situationen. Hun vred nervøst sine hænder i skødet og sendte urolige blikke rundt i forsamlingen. Stolen var høj, syntes hun. Kun hendes skosnuder ramte gulvet, hver gang hun rastløs rykkede på sig.

Eksempel 2 er en forbedring af eksempel 1. Her hører vi tanker, og vi oplever hendes kropssprog. Vi begynder at føle mere med Ary, men scenen bærer stærkt præg af Tell-teknikken. Kan vi forbedre den til Show?

Eksempel 3:
Ary vred sine hænder i skødet og sendte blikke rundt i forsamlingen. Stolen var høj, syntes hun. Kun hendes skosnuder ramte gulvet, hver gang hun rykkede på sig.

Ordene: ”utryg situation”, ”nervøst”, ”urolige” og ”rastløst” er Tell. De bliver alle dækket ind i selve scenen, hvor Ary igennem Show, sit kropssprog, viser, at hun er utryg. Derfor giver du den bedste læseroplevelse ved at minimere beskrivende ord, hvis scenen i sig selv er beskrivende. Overvej, om du som læser har fået det samme ud af situationen i eksempel 3, som du fik i eksempel 2.

Eksempel 3 viser styrken ved det uskrevne ord. Selvom der ikke står meget, tolker læseren selv på teksten. Det hjælper med at danne forbindelsen mellem læser og karakter. For at opretholde denne forbindelse kræver det dog, at Ary har en overbevisende baggrundshistorie, og at hun agerer realistisk ud fra sine personlighedstræk. Du kan derfor med fordel skabe læserempati ved at give bider af din karakters baggrundshistorie, hvor det i teksten passer ind.

3. Empati igennem miljø
Lad os se på et eksempel med og uden baggrundshistorie.

Eksempel 1:
Ary brød sig ikke om store forsamlinger. Hun vidste godt, at hun ikke burde rokke sådan på sin stol, men det var svært at lade være.

I eksempel 1 hører vi den kendsgerning, at Ary har det svært ved at være i samme rum som mange mennesker. For at øge læserempatien omskriver vi eksempel 1, så der tilføjes en bid af hendes baggrundshistorie.

Eksempel 2:
Da hun var otte, var hun blevet væk fra sin bror i indkøbscenteret. Hun huskede alle de voksnes silhuetter omkring sig, mens hun ledte efter ham. Bare tanken om, at hun kunne være så dum, at hun blev væk i et etplans center, fik hende til at bide tænderne sammen. Mindet om de mange stemmer og lyde fra indkøbscenteret gav hende blanke øjne.
Hun vidste godt, at hun ikke burde rokke sådan på sin stol, men det var svært at lade være.

Ved at vise hvorfor hun ikke bryder sig om større forsamlinger, får læseren en bedre forståelse for hende, og der opstår læserempati. Du kan skabe den samme empati ved at bruge bipersoner. Ud fra hvordan bipersonerne behandler Ary, vil læseren føle bestemte ting. Alt i alt er læserempati et større studie i sig selv. For nu vil jeg vise det samlede eksempel for derefter at gå videre med universopbygning.

Samlet:
Ary vred sine hænder i skødet og sendte blikke rundt i forsamlingen. Stolen var høj, syntes hun. Kun hendes skosnuder ramte gulvet, hver gang hun rykkede på sig.
Da hun var otte, var hun blevet væk fra sin bror i indkøbscenteret. Hun huskede alle de voksnes silhuetter omkring sig, mens hun ledte efter ham. Bare tanken om, at hun kunne være så dum, at hun blev væk i et etplans center, fik hende til at bide tænderne sammen. Mindet om de mange stemmer og lyde fra indkøbscenteret gav hende blanke øjne.
Hun vidste godt, at hun ikke burde rokke sådan på sin stol, men det var svært at lade være.

Optagelsesbrev til Roevel akademi

For at komme til Roevel akademi skal man være enten en betvinger, skelsætter, omstiller eller kontrollør. Efter grundskolen er bestået, får de mest egnede elever et optagelsesbrev til et af Sydkystens akademier, heriblandt Roevel akademi.

Univers
Min primære grund til at vælge at skrive fantasy er universopbygningen. Fantasy giver en fantastisk mulighed for at skabe egne verdener, der betager og forundrer. Men hvordan skaber man en verden, som læseren har lyst til at leve sig ind i?

Lad os se på det helt fundamentale. Et fantasyunivers defineres ud fra tilstedeværelsen af et magisk element, der ikke kan forklares gennem videnskab. Det giver temmelig frie rammer, når du skaber sit univers. Du kan selv vælge teknologisk tidsalder, væsner og racer, samfundsopbygning, tro osv. Dog skal du huske på, at selvom fantasyuniverser kan bortforklare meget med tilstedeværelsen af magiske elementer, så skal fantasyuniverser stadig være så realistiske, at de er overbevisende. Det er det realistiske element kombineret med det magiske, der drager læseren til sig.

Jeg har samlet 3 overordnede trin for at skabe et overbevisende univers.

1. Baggrundshistorie
Ligesom med opbygning af karakterer kræver et fantasyunivers en baggrundshistorie. Det er generelt en god idé at nedskrive så meget om dit univers som muligt, selv hvis du ikke kan få det hele med i din roman. Er dette overarbejde? Ja. Betaler det sig? Ja.
Overvej om dit univers bruger samme tidsregning, månedssystem, tidsangivelse osv. som vores. Hvordan ser verdenskortet ud? Er der forskellige racer? Hvad kæmper de forskellige personer for at opnå? Hvilke kulturer har de?

Universer er meget komplekse, men ofte går elementerne hånd i hånd. Er samfundet religiøst, kan du opbygge det ud fra sin religion. Selv sproget vil religionen smidte af på, ligeledes præges bybilledet og de kulturelle aspekter. Du kan med fordel lave en liste over de ting, som kulturen i dit univers tager afstand fra og bruge listen til at udarbejde bandeord og udtryk. Der er ingen, der siger, at du skal opfinde den dybe tallerken. Hvor vi i Danmark kan bruge udtrykket ”fanden ta’ dig” grundet vores religion, kan du lave et lignende udtryk. Hvis du har et univers præget af sygdom, kunne du eksempelvis sagtens bruge udtrykket ”Smitten ta’ dig”.

2. Det selvkørende univers
Du skal vide, hvad der sker bag kulisserne i dit univers, selv hvis dine karakterer ikke oplever det. Universet skal være selvkørende uden dine karakterer, fordi ligesom i vores verden, så er hverken du eller jeg verdens midtpunkt – i dit fantasyunivers er din hovedperson heller ikke universets midte (med mindre du har en meget god grund).

Jeg plejer at forestille mig, hvordan det vil være at gå rundt i gaderne på forskellige lokationer. I min roman Inkarnation er historien centreret om et afsides akademi, men jeg har et kort over hele Sydkysten. Jeg ved, hvordan det ville være at gå i hovedstaden, hvordan de lever i de små fiskerbyer. Det hjælper mig med at forstå baggrundshistorien til de bipersoner, som man møder.

kort-over-sydkysten

Inkarnation foregår på Roevel akademi, der er en del af distrikt 8 på Sydkysten.

3. Show don’t tell
Det sværeste ved at arbejde med større universer er, at det oftest ikke kan betale sig at lave lange beskrivelser af universet i selve romanen. Større beskrivende afsnit sænker fortællehastigheden og kan virke forstyrrende for den røde tråd. Men hvordan viser man så alt det arbejde, man har lavet? Læseren vil hellere opleve universet. Derfor er den bedste måde at vise læseren universet ved at lade læseren opleve det. Tænk over, hvilke dagligdagselementer læseren skal præsenteres for. Ofte er det de helt små elementer, der fortæller mest. En stor del af vores identitet er vores kultur. Prøv at vise kulturen i bybilledet, i hjemmene, i tøjstilen.

At læse om forskellige kulturer kan ofte give inspiration til at skabe sin egen. Ligeledes hjælper det at forstå vores eget univers. En øjenåbner for mig var, da jeg lærte om lægevidenskabens historie. Lad mig give et eksempel på, hvor stor en forskel de små ting kan gøre ved at stille spørgsmålet: Har dit univers kendskab til bakterier?

Før vi opdagede bakterien i slutningen af 1800-tallet, var vores verden meget anderledes. Lad mig understrege, at det her er mindre end 200 år siden. Sygdomme kom ikke igennem bakterier, men igennem miasmer, dårlig luft, mente man. Jo kraftigere luft, jo mere syg kunne man blive af den.
Man troede på kroppens fire væsker: blod, sort galle, gul galle og slim. Havde en patient for meget sort galle, lavede man tarmskylninger, åreladning i nærheden af milten (da sort galle kommer fra milten), eller vedkommende tog afførende midler. Gul galle kom fra leveren. Havde man for meget af det, blev det behandlet med brækmidler. Slim kom fra hjernen. Havde man for meget slim, brugte man slimopløsende midler. Man kunne lave kunstige sår for at trække slim ud, da man mente, at betændelse og sårvæske var et tegn på, at slimbalancen blev genoprettet. Blodet kom fra hjertet. Hvor de andre væsker var knyttet til sygdom, var blod et tegn på livskraft. Havde man for meget blod i kroppen, brugte man blodtapning, åreladning eller igler for at genoprette balancen. Alt dette var datidens moderne lægevidenskab, og troen på de fire kropsvæsker er meget mere omfattende end beskrevet her. De var både knyttet til humør, årstider, elementer m.m.

Uden kendskab til bakterien var det heller ikke muligt at udføre vellykkede operationer, da infektion førte til død. Dødeligheden ved kejsersnit var så høj, at kunne en kvinde ikke føde naturligt, så måtte barnet fjernes på anden vis: Man havde instrumenter til at tage livet af barnet inden i livmoderen for derefter at fjerne det manuelt. I dag virker det grotesk, men dengang var det de muligheder, som man havde, hvis man ville redde kvindens liv. Man kunne amputere lemmer på mennesker, der kom slemt til skade, men skader på torso og hoved var straks værre og havde som oftest døden til følge.

Om man skriver en fantasy, hvor de kender til bakterier eller ej, gør derfor en kæmpe forskel. Det er bare et eksempel på, hvor meget research kan hjælpe dig, når du skaber dit eget univers.

God fornøjelse :)

Ingen kommentarer

Skriv et svar