Om veganske elvere — og drømmen om at leve i en dansk fantasybog

Mit navn er Sabine—jeg er cater og smørrebrødsjomfru, og fantasy-nørd. Jeg leger også madblogger ovre på www.seasonswithsabine.com. Her lægger jeg stor vægt på sæsonprægede opskrifter; for at give lidt ekstra inspiration til det bæredygtige og hjemmelavede måltid.

Men du tænker sikkert—hvad pokker skal sådan en madblogger her, på Ulven og Uglens blog? Ja, det bunder faktisk i, at jeg tit blander det der med mad, og så min store glæde for fantasy sammen. Det er faktisk lidt af en miljøskade. Når jeg opdager at der er mad med i en bog som jeg godt kan lide, så går hjernen lidt i selvsving. For hvad er det for noget mad, og hvilke idéer ligger til baggrund for lige netop denne ret? Og er der faktisk tænkt mere over det, end ”Nåh ja, de skal jo spise et eller andet!”?

seasonswithsabine_portraet

Sabine har bloggen seasonswithsabine.com, hvor hun deler lækre opskrifter.

Derfor var jeg også nødt til at høre Christina E. Ebbesen (forfatter til b.la. Sumpbaronens rejse og Bondekongens rejse) hvad der var inspirationen til den madkultur som hendes elvere har, i Til Aretz’ Ende-universet.

Og jeg fik heldigvis en masse gode idéer af hende—for lige netop elverne har en madkultur, som er en god blanding af køkkenerne fra mellemøsten, Indien og dele af Afrika. Forfatteren foreslog selv den indiske dhal, som et godt eksempel på en ret, som elverne sagtens kunne spise. Så den har jeg taget udgangspunkt i!

Dhal er en klassisk indisk simreret, baseret på røde linser. Jeg har leget lidt med nogle krydderier fra alle tre ovennævnte køkkenet, og har ramt en lækker smagsvariant uden at du får for meget åndenød fra chili. Så nu kan du lave en ret, som nemt kan serveres i elveren Rubins hjemstavn.

rubins_dhal3Fordi når man læser en god og gennemarbejdet fantasy bog—som tilmed er en dansk udgivelse—så vil man gerne bo i den. Bare lidt. Og det kan et måltid mad, inspireret af historien og elvernes (stort set) veganske madkultur, altså hjælpe med at bringe til live.

Velbekomme. Glæd dig til duften.

 

 

Du skal bruge:

Til dahl

- 1 stort løg
- 3 fed hvidløg (evt. confiterede, som i denne opskrift)
- 1 tsk stødt spidskommen
- ½ tsk stødt koriander
- ¼ tsk stødt chilipulver
- 4 spsk olie til stegning
- 1 dåse hakkede tomater
- 8 dl vand
- 3 terninger grønsagsbouillon
- 2 cm ingefær
- 2 tsk stødt gurkemeje
- ¼ tsk stødt kardemomme
- 1 tsk stødt kanel
- Ca. 10g friske koriander
- 200g røde linser
- Salt og peber efter smag

Til mynteyoghurt

- ½ agurk
- 1 tsk salt
- 3 stængler mynte
- 200g græsk yoghurt (eller andet syrnet mælkeprodukt)

rubins_dhal2Begynd med mynteyoghurten. Snit din agurk i fine skiver og læg dem i en sigte til at dryppe af. Drys med 1 tsk salt og lad dem stå, indtil du har lavet din dahl.

Pil og hak dit løg. Steg dem gyldne og duftende, i olie, i en 3 liters gryde. Tilføj spidskommen, stødt koriander og chilipulver. Steg videre til det dufter.

Hæld hakkede tomater i gryden, samt vand og bouillonterninger. Bring det i kog. Imens det varmer op, kan du snitte ingefæren fint, og hakke dine friske koriander.

Kom begge fintsnittede grønsager i retten, og tilføj gurkemeje, kardemomme, kanel og linser.

Skru lidt ned for blusset og lad retten småsimre i ca. 40 minutter—indtil linserne er kogt helt møre.

Rør i retten med jævne mellemrum, da linser godt kan brænde fast til bunden af gryden.

Imens din dahl simrer, kan du færdiggøre din mynteyoghurt.

Pil bladene af dine stængler mynte, og hak dem så fint som du ønsker. Vend dine saltede agurkeskiver med hakkede mynteblade og 200g græsk yoghurt. Så er den klaret!

Smag din dahl til med salt og peber, og server med mynteyoghurt og pandebrød—evt. disse!

 

Tags: , , , , , ,

Ingen kommentarer

Skriv et svar