Tolkien, sagaer og “originalitet”

Set igennem litteraturhistoriske øjne er fantasy en ny genre. Det kan mærkes i både positive og negative fordomme omkring genren. Nogen synes ikke, at fantasy er ”rigtig” litteratur, fordi det ikke reflekterer virkeligheden på samme måde som realisme, mens andre ikke kan få nok af genren og hungrer efter en original, kreativ verdensopbygning. Både de positive og negative fordomme kan og er der skrevet nok om. Det vi vil kigge nærmere på i denne uges blogindlæg er, hvor “originalt” fantasy egentlig er.

ringenes-herre

Ringenes herre-trilogien.

Der er efterhånden enighed om, at den kommercielle, litterære fantasygenre, som vi kender den i dag, opstod med Tolkiens Ringenes herre. Vi ser inspiration hentet fra Tolkien hos mange af de store fantasyforfattere, som f.eks. J. K. Rowling, Stephen King og Christopher Paolini. Men hvad har inspireret Tolkien?

Selvom fantasygenren til dels er kendt for at præsentere læseren med noget nyt (såsom magi, en ny verden eller nye racer), ligger en stor del af dens tiltrækningskraft i det, som vi genkender. Som et eksempel på det genkendelige element har mange fantasyværker, heriblandt Ringenes herre, en middelalder-setting, og det er her vi ser sagalitteraturens indflydelse på Ringenes herre og den genre, som værket affødte. Størstedelen af sagalitteratur foregår nemlig i den tidlige middelalder, og magthierarkier, våbenudvikling og overtro i fantasy er tit et produkt af, hvad vi kender fra denne tid.

Den arnamagnæaske samling, som bl.a. indeholder Rolf Krakes saga og Vølsungesagaen.

Den arnamagnæanske samling, som bl.a. indeholder Rolf Krakes saga og Vølsungesagaen.

Tolkien var professor i anglosaxisk og oldnordisk, og han læste formentlig hele det sagakorpus han kendte til. Værker som Beowulf, Vølsungesagaen og Rolf Krakes saga ses derfor også tydeligt i hans forfatterskab. Dragen Smaug fra Tolkiens Hobitten er f.eks. inspireret af dragen fra Beowulf og dragen Fafner fra Vølsungesagaen. I historien om Beowulf stjæler en ukendt tyv en genstand fra dragens opbevarede skat, hvilket gør dragen rasende og resulterer i dens angreb på Beowulfs by. Man kan forestille sig, at Tolkien har læst historien og tænkt: “Hvem var den tyv, og hvad var hans historie?”, og at han derfra har udarbejdet historien om Bilbo Baggins, som bliver hyret til at stjæle fra Smaugs skattesamling, hvorefter Smaug raserer den nærmeste by i raseri og afmagt. Ligheden mellem Beowulf og Hobitten er altså slående.

Der er også andre mere åbenlyse inspirationskilder fra sagalitteraturen. Navnene på Tolkiens karakterer, specielt dværgene, er næsten alle opkaldt efter dværge fra Eddaerne (bøgerne, hvorfra det meste af vores viden om nordisk mytologi kommer fra). Også verdensopbygningen er skabt med inspiration fra sagalitteraturen. Dette er ”middle-earth” et eksempel på, da det er opkaldt efter Midgård, menneskenes verden i nordisk mytologi.

ringen

“Ringen” fra filmatiseringen af Ringenes herre.

En af de mest spændende og måske knapt så åbenlyse inspirationskilder ses i forbindelse med “Ringen” i Ringenes herre. Både “Ringen” og dens funktion har Tolkien lånt fra sagalitteraturen. I sagalitteraturen er ringe symboler på høj status og magt. Kongen eller høvdingen ville give sine soldater og følgere ringe som betaling for deres loyalitet, og ud fra hvor kostbare og smukke ringene var, kunne man se, hvor magtfuld en person var. I Vølsungesagaen kommer helten Sigurd i besiddelse af en forbandet ring, som han tager fra dragens skat, og hans skødesløshed med ringen ender med at blive hans endeligt. I Rolf Krakes saga er uenigheden over ejerskabet af en ring grundlag for stridigheder blandt familien. Både mord og lemlæstelse kommer der ud af at prøve at få ringen. Det er også en ring, der bliver den onde kong Adils’ endeligt, da han i stedet for at koncentrere sig om at kæmpe, bukker sig for at samle sin mest elskede ring op fra jorden. En skæbne meget lig Saurons i Ringenes herre, som også ender med at blive offer for sin egen kreation.

Tolkien arbejdede på sin egen fortolkning af Vølsungesagaen, som efter hans død blev udgivet som The Legend of Sigurd and Gudrun. Han arbejdede også på en oversættelse af Beowulf, som  er udgivet nu.

Tolkien arbejdede på sin egen fortolkning af Vølsungesagaen, som efter hans død blev udgivet som The Legend of Sigurd and Gudrun. Han arbejdede også på en oversættelse af Beowulf, som er udgivet nu.

Mange af Tolkiens karakterer og overnaturlige elementer har han altså hentet fra sagaerne. Derfor er det ikke disse ting, som gør hans værk “originalt”, om end det syntes meget nyt for dem, som ikke havde kendskab til sagalitteraturen, da Ringenes herre udkom. Når man snakker om Tolkiens kreativitet og originalitet er det måden Tolkien brugte disse elementer på, der er nyskabende. I sagalitteraturen er mange af de overnaturlige elementer nemlig noget, som kan tvivles på. De fleste elementer kan forklares rationelt, og læseren er altså i tvivl om, hvorvidt der virkelig er tale om noget overnaturligt, eller om det er overtro. Ringen fra Vølsungesagaen bliver beskrevet som forbandet, og selvom Sigurd rigtigt nok får en grum skæbne, sker der intet som ikke kunne have været sket uden ringen. Det Tolkien gør, som er det bærende element for fantasygenren, er at inkorporere de overnaturlige og magiske elementer som en ”realistisk” del af sit univers. Så selvom Tolkiens karakterer, magiske elementer og verdensopbygning måske ikke er så originale, som man kunne tro, har hans brug af magi som en naturlig del af universet skabt stor opsigt og glæde. En glæde, vi stadig nyder godt af i dag.

Tags: , , , , ,

Ingen kommentarer

Skriv et svar til Cooldreng47 Click here to cancel reply.