Nonsenslitteratur– et interview med den gale hattemager

Fantasygenren har en fætter kaldet nonsenslitteratur. I nonsenslitteratur kan vi både finde magi, sære væsner og overskridelse af den realistiske verdens normer, men i modsætning til fantasy er der ikke meget sammenhæng, logik eller mening i nonsenslitteraturen.

Den gale hattemager ville gerne hjælpe os med at forstå, hvad nonsenslitteraturen egentlig er, og en tidligere praktikant Michala tog derfor en tur til Eventyrland og fik et interview (eller noget) med ham.

Illustration af Bo Dyrby.

Illustration af Bo Dyrby.

Eventyrland er fuld af mærkelige steder og hændelser, men det er lykkedes mig nogenlunde at følge i Alices fodspor, og jeg befinder mig nu foran det træ i skoven hvor, jeg vil mene, Alice talte med filurkatten. Hattemagerens hus kan derfor ikke være langt herfra. På vejen derover går jeg forbi en flok feer, der, temmelig klodset og i langsomt tempo, flyver baglæns i samme retning som jeg selv.

Endelig ser jeg hattemagerens hus, og ude foran står et pænt opdækket bord med i hvert fald syv fyldte tekopper.

Hattemageren ser op på mig og spærrer øjnene op.

”Du kommer for tidligt,” udbryder han, griber et fad fyldt med lækre kager og skynder sig ind i huset med det.

”Jeg kan godt vente, hvis du har noget, du skal ordne” siger jeg, da han kommer ud igen.

”Nej, nej, nej,” siger hattemageren opgivende og ryster på hovedet, ”se, feerne er kun lige gået.”

Jeg ser i den retning han peger, og ser ganske rigtigt den baglænsflyvende flok feer dukke op mellem træerne.

”Jamen, de kommer jo,” siger jeg, og vælger, trods manglende invitation, at sætte mig ved bordet.

Hattemageren lader ikke til at have hørt min kommentar. Han går nu rundt om bordet med tekanden i hånden, og suger med en hældende bevægelse teen op i kanden igen. Jeg skynder mig at gemme min kop under bordet.

Feerne er nu halvvejs henne ved bordet. Hattemageren ser sig febrilsk om efter den manglende kop, men må opgive og begynder at gå mod huset med den nu fyldte tekande. Han vender sig dog om, som om han pludselig kommer i tanke om noget, og med en hurtig bevægelse trækker han dugen af, så alle kopper klirrer, men bliver stående.

”Der kommer jo skydække i morges,” hører jeg ham mumle, mens han går, ”så er denne her ganske unødvendig.”

Han kommer ud igen, lige som feerne når frem.

”Farvel,” siger han smilende til dem, mens han vinker, selvom de står lige foran ham på bordet, ”det var hyggeligt at se jer.”

Illustrationer af Sir John Tenniel.

Illustrationer af Sir John Tenniel.

En efter en træder de frem foran ham, kvindefeerne nejer, mændene giver et buk, mens de siger ”tak for i dag” og sætter sig til bords. Hattemageren lægger alle nejene og bukkene ned i en tom tekop, til den er ved at flyde over med dem. Så sætter han sig også ned ved bordet og ser smilende rundt mellem alle feerne, som dog er så bittesmå, at de ikke er til at se, når de sidder på stolesæderne.

Hattemagerens rolige smil går over i overraskelse, da han ser mig.

”Næ, er du allerede dér?” siger han, som om det er første gang, han får øje på mig.

Jeg tager en stor slurk af min te, som jeg igen har fundet frem fra under bordet. ”Jeg har altså været her i et stykke tid. Vi havde en aftale.”

Han ser stadig smilende på mig, som sidder smilet fast. ”En aftale… Nu?”

”Ja,” svarer jeg, efterhånden temmelig irriteret, ”det er mig der er praktikant hos…”

”Ja, ja,” afbryder han ivrigt, ”Ulgen og Uvlen. Det husker jeg, men så er du da også kommet meget for tidligt.”

Han tager sit ur frem. Vender og drejer det granskende, før han igen lægger det tilbage i lommen.

”Jeg skulle nok have advaret hende om at tiden går baglæns,” mumler han for sig selv. ”Det havde været meget bedre, hvis hun var kommet for sent.”

Jeg finder min notesblok frem, fast besluttet på at få et interview i hus.

”Hr. Hattemager,” begynder jeg, ”kan du fortælle, hvad der kendetegner nonsenslitte…”

”Undskyld mig,” lyder en skinger stemme fra stolen til højre for mig. ”Er du ikke lidt lille af en praktikant at være?”

Jeg ser mod feen, der talte til mig, og opdager, at min næse kun lige når op over bordkanten. Mine hænder er også bittesmå.

”Joeh…” siger jeg tøvende, ”det er jeg vist.”

Nu jeg tænker efter, er det vist også et stykke tid siden, der var en ’Michala’ i praktik hos Ulven og Uglen. Hvis jeg er praktikant hos Ulven og Uglen nu, kan jeg i hvert fald ikke være Michala, og hverken en praktikant eller Michala er så lille, som jeg er … Men hvem er jeg så?

Feen til venstre for mig ser ud til at kede sig, så jeg prøver af høflighed at inddrage ham i samtalen.

”Undskyld,” siger jeg, eller hvem det nu end er, der sidder her på min stol, ”men må jeg spørge … ved De tilfældigvis, hvem jeg er, hvis jeg ikke er mig selv?”

Til min overraskelse vender feen vredt sit hoved væk fra mig.

”Du er altså meget uhøflig.” Det er igen feen til højre for mig, der taler. ”Han har jo ikke nogen ord selv. Han kan jo ikke lave nye ord af dine ord, når du bruger alle de bindebogstaver. Det er et værre arbejde.”

Jeg tænker mig om.

”’E’ og ’s’ binder ikke altid,” indvender jeg så.

”Så kender du ikke ’e’ og ’s’ særligt godt,” siger hattemageren, der ellers så ud til at have glemt alt om os alle sammen. ”Jeg kender ingen, der binder så meget, som de gør! I næste uge brugte jeg dem til at binde sko med, og jeg fik dem aldrig af igen.”

”Man kan da ikke binde sko med ’e’ og ’s’,” indvender jeg, og et kor af pibende protester lyder fra feerne hele vejen rundt om bordet. Jeg opgiver diskussionen.

”Undskyld” siger jeg forsonende til den tavse fe til venstre, hvilket bare ser ud til at gøre ham endnu mere vred.

”Åh, undskyld! Jeg mener beklag…” jeg når først at afbryde mig selv for sent. ”Om forladelse,” prøver jeg så.

Feen ser ud til at kunne eksplodere hvert øjeblik.

”Frø, kø, bøg, tø, blå, gå, på, tå, mad, hvad, lad, fad, to, bo, ko, lo, hvor, får, går, hår, bum!” kommer hattemageren ham til hjælp, og feen ser ud til endelig at kunne forme nogle ord.

”Du er den mest uopdragne tøs, jeg længe har set. Stod det til mig, skulle du for hjerter dames ret,” siger han.

De andre feer klapper bifaldende. Enkelte råber, ”af med hendes hoved.”

”Hvordan kan det være, du selv kan bruge så mange bindebogstaver?” spørger jeg forurettet.

”Hov, hov,” siger feen til min højre side, ”der er ingen grund til at træde på en, der ligger ned.”

Da jeg efterhånden er ved at være mindre end feerne, beslutter jeg, at det er uklogt at blive.

Jeg skulle finde ud af noget om nonsenslitteratur, men jeg tror ikke, der er mange af dem ved bordet, der ved noget om det. Jeg tror ikke, de ved ret meget om noget, tænker jeg for mig selv, mens jeg gør klar til at gå. Men da jeg prøver at rejse mig, opdager jeg, at faldet fra stolen helt sikkert vil være nok til at slå mig ihjel.

”HATTEMAGER!” råber jeg så højt, jeg kan.

Alle feerne holder sig forarget for ørerne. Hattemageren læner sig frem og kigger ned på mig henover bordkanten.

”Har du ikke noget, der kan gøre mig stor igen?” spørger jeg.

”Kagerne!” udbryder han og springer ind mod huset. ”Jeg har glemt kagerne.”

Illustration af Sir John Tenniel.

Illustration af Sir John Tenniel.

Et par minutter senere er jeg endelig på vej væk og har min normale størrelse igen. Jeg føler ikke, at jeg er blevet meget klogere, og alligevel har jeg en god fornemmelse af, at det er netop sådan nonsenslitteraturen efterlader én – ikke særlig meget klogere, men alligevel forundrings- og tankefuld med en masse sære idéer i hovedet. Bag mig har feerne vokset sig kæmpestore og klodsede.

”Vi skulle aldrig være gået,” hører jeg én af dem klage.

Jeg selv er dog glad for at være gået.

 

(Ugens blogindlæg er skrevet af Ulven og Uglens tidligere praktikant Michala Escherich)

Ingen kommentarer

Skriv et svar