Lovecraft: på vej mod fortabelsen

af Andrea Horndrup

Den hårdt prøvede helt, rejsen, oplevelsen og forløsningen. Alle tematiske aspekter af hvad man kan kalde for klassisk fantasy. Om det er Ringenes Herre eller Harry Potter, så er historien dybest set den samme: En eller flere personer opdager et potentiale de ikke tidligere var bekendt med, de udforsker det og bliver snart opmærksomme på at de ikke alene er ”mere” end de tidligere havde regnet med, nej de er faktisk essentielle. Frodo er den eneste der kan bringe ringen til Mordor, Harry er den eneste der kan bekæmpe Voldemort, og fælles for dem begge er at de som sådan ikke er født specielle, men tilfældigvis var på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Det er klassisk, trygt, bekendt og hvis jeg skal sige det, en lille smule kedeligt.

For hvad nu hvis helten ikke var en helt, der igennem tilfældet blev tildelt den helt specielle evne det er at fuldføre plottet? Hvad nu hvis tilfældet var et reelt tilfælde, en begivenhed uden nogen form for højere mening? Hvad nu hvis rejsen gik igennem et helvedesagtigt landskab, oplevelsen var skelsættende, og forløsningen udeblev? Og hvorfor ville den slags fortællinger i det hele taget være værd at beskæftige sig med?

H.P. Lovecraft

H.P. Lovecraft

Howard Philips Lovecraft (1890-1937) er en af de litterære skikkelser man enten kun har et perifært kendskab til eller, som jeg selv, er dybt betaget af. Som sådan er den historiske person Lovecraft en relativt kedelig størrelse, han var ekstrem selvkritisk og pessimistisk, endte sit liv i økonomisk krise og døde som følge af cancer. Han var heller ikke en synderligt karismatisk eller sympatisk størrelse. Han var, som så mange andre i perioden umiddelbart før de to verdenskrige, ekstremt fremmedfjendsk og havde samtidig en, med vor tids øjne, uacceptabel adfærd over for kvinder og de uuddannede. Men modsat så mange andre af datidens litterære skikkelser, er personen Lovecraft blevet en slags sekundær skikkelse, fuldstændigt overdøvet af sin litterære arv. Ser vi på f.eks Edgar Allen Poe (1809-1849), der var et af Lovecrafts store idoler, er hans litteratur og hans person genstand for en slags sammensmeltning; man føler sig drevet til at forstå den smådepressive og lettere mærkværdige Poe for bedre at forstå hans litteratur. Med Lovecraft er det anderledes. Det litterære univers han bragte til verden, er for længst blevet en slags public domain til en sådan grad, at der findes folk der kan genkende selv de dårligste gengivelser af det ikoniske monster Cthulhu, men som ikke har den fjerneste anelse om hvem der bragte monstret til verdenen. Denne form for, lad os kalde det formørkelse, af manden bag et litterært univers der stadig betager læsere årtier efter forfatteren er gået bort, er fascinerende når man tænker på at netop temaet om ”formørkelsen af mennesket” er et essentielt punkt i Lovecrafts forfatterskab. Eller sagt på en anden måde: Enhver form for eksistens er i sig selv helt og aldeles ligegyldig i sammenligning med det større perspektiv.

At betragte Lovecrafts grundlæggende temaer som nihilistiske kan næppe ses som værende helt forkert.  Hans historier udspiller sig som regel i New England i 1800-tallet og har for det meste den fiktive by Arkham som fællesnævner. Karaktererne er altid almindelige og dybt uimponerende personer. De er fiskere, bibliotekarer, sengeliggende, bønder og i mange tilfælde naturvidenskabeligt inklinerede professorer. De er hverken født under en heldig stjerne, i besiddelse af et særligt intellekt eller på anden vis synderligt specielle, de er dig og mig, nærmest trivielle eksistenser med et nogenlunde greb om de videnskabelige selvfølgeligheder der er repræsenteret i verden omkring os. Videnskabelige selvfølgeligheder der i Lovecrafts univers bliver vendt op og ned på i mødet med en mytologi befolket af rædsler fra verdener hinsides forståelsen, rædsler der altid har været og altid vil være her, og for hvem mennesket blot er endnu et glimt i en historie der strækker sig over æoner.

Vi har ikke at gøre med horror i den forstand at det er meningen at vi skal forfærdes over historierne. Som Poe, var Lovecraft først og fremmest en forfatter der søgte at skabe stemninger fremfor handling. I ”Call of Cthulhu” (1927), et af hans mest famøse værker, er vi konfronteret med en historie der nærmest udspiller sig i avisudklip. Objektivt set er det en utroligt dårligt sammenhængende fortælling, der foregår igennem politirapporter, dagbogsnotater og avisartikler, men samtidig er der en overhængende stemning af utryghed. Pointen er ikke så meget at vi skal læse en historie med lineær handlingsudvikling og gyse når monstret dukker op; i stedet skal vi have følelsen af at rode igennem en afdød slægtnings papirer og pludselig finde alle de her tilsyneladende usammenhængende udklip og notater. Til at højne stemningen kommer så Lovecrafts meget karakteristiske sprog der måske bedst kan beskrives som ”utroligt tungt”. Alting er beskrevet ned til mindste detalje og med abstrakte fremmedord, og netop dette gør at historierne aldrig rigtig bliver forældede. Jo længere vi bevæger os væk fra den tid hvori historierne blev skrevet, jo mere fremmed bliver sprogbruget for os, og desto mere tilføjer det til stemningen af utryghed; netop fordi sproget er så utroligt mystisk, får man følelsen af at det ikke nødvendigvis er fiktion, og det er her at Lovecraft, i min optik, for alvor har sin styrke. Man bliver meget hurtigt gode venner med sin ordbog når man læser novellerne og er pludselig forvandlet til en slags detektiv, der akkurat ligesom hovedpersonerne er fanget i tilfældighedernes vold og konfronteret med en abstrakt verden, som er trukket ned over den mundane verden. Sammen med den efterladte slægtning, den gode efterforsker, professoren og journalisten udforsker vi en verden af underlige og fremmede ord, og imens vi graver os frem imod den dybere mening, kryber rædslerne frem fra gemmerne. Før vi ved af det, står vi ansigt til ansigt med en mørk afgrund fyldt af ukendte rædsler.

Men hvad kan vi egentlig bruge det til?

The Case of Charles Dexterward, Ballantine Books 1971

The Case of Charles Dexterward,
Ballantine Books 1971

Enhver Lovecraft-historie ender det samme sted. I fortabelsen. Vi får aldrig en forvisning om at uhyrerne har rejst sig fra deres gemmesteder, eller om at hovedpersonen reelt er død, men bliver i stedet efterladt med ufuldstændige dagbogsnotater der beskriver hvordan fortælleren kan ”høre dem nedenunder, på vej op ad trappen”, eller også beskrives det hvordan helten vender tilbage for at advare om den nært forestående katastrofe, men at ingen vil tro ham for han er jo skingrende sindssyg. Uanset hvordan handlingen har udfoldet sig, så ender det altid uforløst, og de urgamle rædsler får lov at forblive gemt i uvishedens tåger. Det kan virke en kende pessimistisk og måske endda kedeligt, men teksterne er dybest set blot en refleksion over altings uundgåelige endeligt. I Lovecrafts univers er det ligegyldigt hvem du er, konge eller bonde, helt eller skurk, vi er alle ubetydelige over for tomhedens uendelige mørke. I den famøse ”Call of Cthulhu”-novelle beskrives det hvordan en fiskekutter, med navnet Håbets ende, støder på netop monstret Cthulhu og skyder på det. I stedet for at lade fiskerne møde deres endeligt her vælger Lovecraft at lade skuddet gå ubemærket hen; monstret er simpelthen fuldstændig uanfægtet af denne form for aggression, og de stakkels fiskere vender tilbage for at fortælle deres historie til en befolkning der spærrer dem inde i et galehus. Dermed understreger Lovecraft sin pointe, nemlig at vi mennesker er ligegyldige på det universelle plan. Ved at have disse ureksistenser der agerer som om menneskeheden er ubetydelige insekter, tvinges læseren til at reflektere over tilværelsen. Der kan nemlig være en enorm styrke at hente i at vide at alting dybest set er uden mening. Men hvorfor så stå ud af sengen hvis man alligevel risikerer at verden står i flammer?

Netop når vi kan acceptere at vi i vores liv og uundgåelige død altid vil være historiske fodnoter som kun vurderes ud fra hvordan vores gøren og laden påvirker det store hele, og at vi selv der vil være ligegyldige og sårbare over for rædsler fra det ydre rum, netop der kan vi også finde en form for ro til at gribe chancen og nedstirre frygten for det ukendte. Selvom vi står op til en verden i flammer, devaluerer det næppe de bedrifter vi allerede har udført. Vi er tvunget til at acceptere at vi skal herfra en dag, og at vi ligeså godt kan få noget ud af tilværelsen mens den står på. Vi kan med andre ord hente en styrke i det objektivt håbløse. I stedet for at leve et liv hvor vi er imponerede over og lammede af andres heltegerninger, kan vi udføre vores egne mindre mirakler. Vi kan anlægge en lille have, skrive en bog eller fortælle dem vi holder af at de betyder meget for os, og vi behøver ikke nødvendigvis være bange for om haven visner, eller om bogen er dårlig, eller om dem vi holder af, afviser os for i det store hele er vi alligevel bare en myretue i en lang række af myretuer underlagt en frygtelig vished om at alting i sidste ende forgår.

Ingen kommentarer

Skriv et svar