Louise Floor Frellsen

id_louiseffrellsenLouise Floor Frellsen (f. 1989) er opvokset i Allerød og er interesseret i videnskab generelt. Til dagligt arbejder hun som forsker (postdoc) med kvanteoptik, hvor hun bruger diamanter og lasere til at måle magnetfelter. Hun er derudover glad for alle slags spil (computerspil, brætspil, rollespil), både i forhold til at spille dem, tale om dem og designe dem.

Louise er efter eget udsagn enormt taknemmelig for sine læsere. Hun synes, at det er skønt at skrive, men at visheden om at nogen læser det er endnu bedre, da det først er hos læseren, at historien lever.

I 2015 udgav Ulven og Uglen hendes novelle ”Bag masken” som en del af novellesamlingen Hvad skoven skjuler. I denne novelle følger vi den unge mand Anar, som ved et uheld bliver en del af samfundet hos et maskeret folkefærd.

Louise har også bidraget med noveller til antologierne Lige under overfladen 8 (Science Fiction Cirklen), Skybrud (Håbefulde Unge Forfattere) og Drifter (Forlaget Kandor), som hedder hhv. ”Venter på fremtiden”, ”Afkoblet” og ”I røg og dis”. Hun har også skrevet kapitlet ”The evolving relationship between supervisor and PhD student” i The Nordic PhD: Surviving and Succeeding, som er udgivet hos Forlaget Peter Lang.