Horror er en bredspektret genre – Henrik Harksen gæsteblogger

Dagens blogindlæg kommer ligesom det sidste til at handle lidt om den amerikanske forfatter H.P. Lovecraft, men denne gang bliver det i forbindelse med horror som genre. Ulven og Uglen har i den anledning fået ekspertassistance af Henrik Harksen, som ejer forlaget H. Harksen Productions, der bl.a. udgiver horror. Henrik har et bredt kendskab til horror i forbindelse med sit forlagsarbejde og sin blog, men han trækker derudover også på genren i sit eget forfatterskab:

Horror-litteratur handler i bund og grund om at få det til at gyse i læseren, at jage en skræk i livet på dem. Hvis historien lykkes, vil den i et eller andet omfang skræmme læseren. Der er mange, der mener, at der så også skal være noget overnaturligt med (monstre) og udpenslende, ulækre scener, for at en historie kan siges at være en horror-historie. Det mener jeg ikke. Genren er meget mere bredspektret. Heldigvis.

The Munk af Matthew Lewis (1796).

Gotiske romaner som The Munk af Matthew Lewis (1796) var vigtige for dannelsen af horrorgenren.

Skræk kan spores helt tilbage til menneskets tidligste fortællinger og mytologier, men ret beset må man sige, at omridset til en decideret litteraturgenre først begynder at tage form med den gotiske roman. Romantikkens interesse for modsætningerne mellem det rationelle og det irrationelle, den kontrollerede fornuft og det uregerlige følelsesliv, dannede et væsentligt fundament for horror-genrens tilbliven. Temaer som den dag i dag har relevans.

Walpoles The Castle of Otranto (1764), Lewis’ The Monk (1796) og Maturins Melmoth the Wanderer (1820) er værker, som er værd at fremhæve i den forbindelse. E.T.A. Hoffmann, Ann Radcliffe og, selvfølgelig, Edgar Allan Poes forfatterskaber skal også fremhæves. Hvis man iøvrigt er nysgerrig efter at vide mere om udviklingen, så vil jeg anbefale H.P. Lovecrafts ”Supernatural Horror in Literature” (1927). Det er den første, grundige gennemgang af genrens udvikling til og med 1920’erne. Hans analyser af udviklingen op til da holder også meget godt i dag.

Selvfølgelig har horror-genren udviklet sig siden 1700-tallet. Der er både forskelle i forhold til, hvilke former for samfundskulturer genren er skrevet under, og i forhold til, hvilke emner der optager bestemte traditioner inden for genren. Det er for omfattende at dykke ned i her, men helt generelt kan man sige, at genren har bevæget sig fra at beskæftige sig med det, vi i dag forstår som overnaturlige, religiøse fænomener (f.eks. spøgelser og varulve), til de mere science fiction-prægede kosmiske rædsler (som Lovecraft satte skub i). Den psykologiske faktor har også undergået en forandring, i høj grad præget af tidens syn på, hvordan de psykologiske mekanismer fungerede i mennesket. Med bl.a. Fritz Leiber begynder man også at videreudvikle ideen om hekse, så de kan inddrages i et moderne by- og samfundsliv, samt ideen om, at byer også kan spille en ”monster”-rolle.

Med Stephen King i 1970’erne farer horror-litteraturen ind i mainstream og Wallmart-livet, og når King er bedst, formår han at etablere rædslen med almindelige menneskers liv i den moderne tidsalder. Carrie (1974) og It (1986) er to gode eksempler på det. Ideen om, hvad et monster potentielt er, udvikler sig hele tiden. Med Clive Barker markeres der også den såkaldte body horror (Book of Blood fra 1984-1985 er gode eksempler), hvor det ekstremt smertefulde kropslige element af vores tilværelse blotlægges. Der findes også mere eksistentielt orienteret horror, hvilket bl.a. Thomas Ligottis forfatterskab beviser. Hvis ikke man har hørt om ham endnu, så har man nok stiftet bekendtskab med ham i forbindelse med Rust Cole fra første sæson af True Detective. De filosofiske, pessimistiske elementer af hans snak er stærkt inspireret af Ligotti.

It af Stephen King (1986).

It af Stephen King (1986) er et moderne udtryk for horror.

Interessant nok så er mange læsere (og seere af horrorfilm) ret konservative, forstået på den måde, at det f.eks. ofte er vigtigere, at en historie eller film indeholder x, y og z fra ”lageret” af allerede-etablerede monstre, end at den reelt byder ind med noget nyt. Det er efter min mening ærgerligt, for det er dér, horror viser sit sande ansigt; det er dér, man virkelig føler rædsel. Det andet er måske ulækkert, giver et hurtigt gys pga. effektmageri, men forbliver overfladisk. Og har dermed ikke meget anden funktion end ren underholdning.

Det lyder måske, som om jeg mener, at der er noget i vejen med underholdning. Det er ikke tilfældet. Min pointe er blot, at der skal mere til, for at en horror-historie virkelig kan siges at være horror. Det er et spektrum – og det ville være dejligt, om flere ville værdsætte det i den ”tunge” ende, så at sige. Der, hvor det virkelig rykker ved noget i os.

Min personlige favorit er jo H. P. Lovecraft (1890-1937). Han danner bro mellem gotikkens virkemidler og temaer og den moderne videnskabs verden. Det ses også i udviklingen fra hans tidlige noveller til de sidste historier. ”The Tomb” (1917), ”The Picture in the House” (1920) og ”The Outsider” (1921) er solidt plantet i det gotiske og Poe-inspirerede, hvor At the Mountains of Madness (1931) og The Shadow out of Time (1934-1935) er meget mere science fiction.

"The Tomb" (1922) er en af mange horroragtige noveller, H.P. Lovecraft har skrevet.

“The Tomb” (1922) er blot en af de mange horroragtige noveller, H.P. Lovecraft har skrevet.

Lovecrafts sprog er fantastisk og krævende – han bruger lige præcis de ord, han mente, passede bedst til at beskrive den stemning, han ønskede at indfange. Og stemning er kodeordet i hele forfatterskabet, snarere end plot og personskildringer. Det er jeg vild med. Han er ofte kompromisløs og krævende at læse. Men belønningen er stor. Samlet set er hans forfatterskab weird fiction snarere end decideret horror, men grænserne er flydende, og han befinder sig fint i det grænseområde.

Faktisk var han med til at flytte grænserne for fantastiske fortællinger. Han mente – med rette – at det moderne menneske, med al det videnskaben påviste, ikke længere kunne tage de traditionelle virkemidler og metaforer alvorligt. Der måtte nye redskaber til, hvis en historie virkelig skulle skræmme læseren. Her tog han videnskaben og (til dels) det moderne og brugte som baggrund til at skabe troværdighed for ellers utroværdige hændelser og væsener. Hvad er mere uhyggeligt end meningsløshed, tænkte Lovecraft, og undersøger det i sine bedste historier. Mange har hørt om ”Cthulhu Mythos”. Den anti-mytologi stammer fra dét. Det finder jeg ualmindelig interessant og spændende. Intellektuelt såvel som følelsesmæssigt. Og når Lovecraft er bedst, formår han at ramme mig begge steder.

Fra skyggerne (2007) er en novellesamling inspireret af H.P. Lovecraft.

Fra skyggerne (2007) er en novellesamling inspireret af H.P. Lovecraft, som Henrik Harksen har været med til at skrive.

Novellen ”The Call of Cthulhu” (1926) er et oplagt eksempel på hans særegne, fantastiske fantasi og stil, men også de omtalte kortromaner samt ”The Colour out of Space” (1926-1927) og ”The Music of Erich Zann” (1921) er blandt mine favoritter. Jeg er også dybt fascineret af manden Lovecraft, hans intellekt, og det faktum, at han skrev i omegnen af 70.000 breve og postkort i løbet af sit korte liv. Og den nærmest mytedannelse, der opstod efter hans død, både om ham og hans forfatterskab.

Der er ingen tvivl om, at Lovecraft har stor betydning for mig som forfatter. Især på idéplan og det at ville være kompromisløs, men dog også i relation til at jeg tidligere har forsøgt mig udi hans Mythos-univers, stilistisk såvel som tematisk. Det er sket eksempelvis i ”Fra skyggerne” (en Mythos-fortælling, som foregår i Sønderjylland i vor tid) og den engelsksprogede novelle ”The Bibliophile”. Førstnævnte er genudgivet i min novellesamling Ind i mørket (2017, 2. oplag 2018), sidstnævnte i antologien Eldritch Horrors: Dark Tales (2008). Der er skabt en legeplads i ”Mythos”-universet, som det er sjovt at lege i. Der er udgivet utallige bøger i det univers. Det er en af de første ”delte verdener”, og ingen har copyright på det. Det er sjovt.

Novellesamlingen Ind i mørket (2017) er Henrik Harksens horrorfortællinger.

Novellesamlingen Ind i mørket (2017) af Henrik Harksen viser, hvordan han selv skriver sig ind i horrorgenren.

Det er dog det mere filosofiske, eksistentielle lag, som jeg finder mest interessant. Det er der, hvor horror virkelig kan komme til. Det forsøger jeg også, inspireret af eksempelvis Lovecraft. Men på min egen måde. Han berører f.eks. ikke mellemmenneskelige relationer og seksualitet; det gør jeg jævnligt. Hvad enten det er i mine engelsksprogede udgivelser (jeg skriver ofte på engelsk og har flere gange udgivet noveller i USA, senest i Centipede Press’ Weird Fiction Review #8, redigeret af S. T. Joshi, 2017) eller mine danske, så er det tilbagevendende temaer.

Jeg interesserer mig for parforholdet mand og kvinde imellem, ødelagte drømme og identiteter – og er der en vej til en større indsigt i tilværelsens meningsløshed? Er der noget på den anden side af meningsløsheden? Det tema dukker op flere steder i Ind i mørket-samlingen, hvad enten det er via en grotesk shibarikunstners forsøg på at transcendere det kødelige liv via rebbinding eller en ubehagelig ægtemand, som har stjålet sin hustrus drømme. Og her anes Lovecrafts ideer i baggrunden, fortalt på min måde.

Tags: , ,

Ingen kommentarer

Skriv et svar til Lars Kramhøft Click here to cancel reply.