Forlagets rolle i bogens liv

Foredraget holdes af Line Lybecker, forfatter, redaktør og ejer af Ulven og Uglen.

Siden Line som sekstenårig var med til at starte foreningen Håbefulde Unge Forfattere, har bogbranchen fyldt meget i hendes liv. Hun har i mange år arbejdet som korrekturlæser, har været formand i HUF og i Dansk Forfatterforenings gruppe for forfattere til børne- og ungdomsbøger, og i dag er hun både forfatter, ejer af forlaget Ulven og Uglen og arbejder freelance som redaktør og korrekturlæser for flere andre forlag.

Om foredraget
I foredraget gennemgår Line bogens vej fra forfatter til læser sådan som den ser ud på et traditionelt forlag. Hun tager udgangspunkt i sine egne erfaringer som forfatter, forlagsejer og freelancer, men kommer også ind på hvordan andre – både større og mindre – forlag går til de forskellige stadier og processer. Line fortæller også om fordele og ulemper ved selv at udgive og ved at udkomme på medudgiver- eller betalingsforlag.

Sigtet med foredraget er at afmystificere forlagsbranchen og give indblik i udgivelsesprocessen, og deltagerne har efter foredraget mulighed for at stille spørgsmål til både forlagsarbejdet og forfatterlivet.

Praktisk om foredraget
Foredraget henvender sig primært til forfatterhold på fx ungdomsskoler eller efterskoler, men kan også bruges til voksne forfatterhold. Foredraget tager tre kvarter, og bagefter er der yderligere tre kvarter til spørgsmål og snak.
Line bruger PowerPoint til foredraget.

Pris
Et foredrag koster 4.000 kr. + transport og evt. overnatning.

Interesseret? Så kontakt Line Lybecker.