Fantasy på novelleform – det perfekt match?

De fleste kender til novellens korte format. En novelle kan defineres som ”en kort, fiktiv fortælling i prosaform”. På grund af novellens korte format er der som regel kun plads til én hovedhandling i novellen. Denne hovedhandling tager tit sit udspring i en konfliktsituation, f.eks. et skænderi, en forbrydelse eller noget helt fjerde. Der er ikke plads til mange karakterer, og novellen foregår over en kortere tidsperiode. På grund af tekstens korte længde bliver der sjældent præsenteret forskellige miljøer, og handlingen foregår tit det samme sted.

Fantasy derimod er en genre kendt for sine storslåede verdener. Det er ikke unormalt at en fantasyroman kan bruge hundrede sider bare på at opbygge og præsentere den verden historien forgår i. I f.eks. George R.R. Martins episke fantasy serie ”En sang om is og ild” er flere karakterer med til at fortælle historien fra deres perspektiv. Disse karakterer har hvert deres kapitel, og bøgerne skifter så imellem deres synspunkter. Hvis man fortsætter med at se på Martins bogserie, er den ligeledes et godt eksempel på hvor gennemført og beskrevet en fantasyverden kan være. Han har skabt sine egne samfund, religioner og familiehistorier. Hver af hans karakterer rejser rundt i verdenen, og denne rejse gør at læseren bliver præsenteret for nye kulturer og karakterer. Det ville være svært for Martin at præsenterer hele sin verden, Westeros, i novelleformat. Dog har han brugt novelleformatet til et helt andet formål. Martin har udgivet længere noveller hvor han beskriver forhistorie til begivenhederne der finder sted i romanerne. På den måde har han brugt novelleformatet på at uddybe og beskrive sit univers endnu mere.

Fantasyfortællinger som noveller kan virke som en mærkelig kombination: en genre kendt for sine store og fantasifulde verdener der pludselig bliver tvunget ned i et kort format hvor der ikke er plads til den store verdensopbygning eller en karakters slægtshistorie. Dog findes der mange fantasynovellesamlinger, og flere kendte fantasyforfatter har taget formatet i brug. Udover Martin har forfattere som Neil Gaiman, Ursula K. Le Guin og Joe Abercrombie skrevet noveller der falder under fantasygenren. De fleste har brugt novelleformatet til at uddybe et allerede eksisterende univers fra deres romaner. Le Guin har dog skrevet fantasy- og science fiction-novellesamlinger som ikke foregår i det samme univers som nogen af hendes romaner.

Ulven og Uglens egen fatasynovellesamling Hvad skoven skjuler

Ulven og Uglens egen fatasynovellesamling Hvad skoven skjuler

Novelleformatet kan give en forfatter en begrænsning i forhold til karakterer og sted for handlingen – en begrænsning som en fantasyforfatter normalt ikke skal leve under. Det er ikke kun i udlandet at der udgives samlinger med fantasynoveller. I Danmark har forlaget Kandor gennem flere år fast udgivet novellesamlinger, og Rollespilsforlaget udgav for år tilbage to novellesamlinger med udgangspunkt i rollespilsuniverset Tharos.

Ulven og Uglen udgav i januar 2015 fantasynovellesamlingen Hvad skoven skjuler, og vi kan godt love at den ikke bliver den sidste af slagsen.

Ingen kommentarer

Skriv et svar