Fanfiktion for forfattere

Skrevet af Christina E. Ebbesen.

Jeg er nok ikke den eneste forfatter, der startede mine skriverier på www.fanfiction.net. Nogle forfattere går ind for, at når en bog er udgivet tilhører historien læserne frem for forfatteren, og de byder fans interaktion med deres fiktive verden velkommen. Andre ønsker ikke, at deres fans ”forulemper” originalen med deres smudsige (og nogle gange smutty) tilføjelser og horrible head-canons.

Men så må forfatterne jo bare gå foran med et godt eksempel og selv skrive deres fanfiktion.

NØRDE-ABSTINENSER

Inden Disney købte Star Wars og krattede op i, hvad der var canon, og hvad der ikke var, eksisterede der en mængde fiktion af små sidehistorier og baggrundshistorier for alt muligt. Hvis man ikke kan få nok af Ringenes Herre og tænker: ”Jeg skal da have mere af det univers!” Så ligger der heldigvis en hel Silmarillion, man kan kaste sig over. Er man Harry Potter fan, dukker der på Pottermore af og til en novelle eller andet op, indenfor verdenen, der i en kort stund kan stilne fansenes evige nørdetørst.

Jeg skal da ærligt indrømme, at jeg selv kneb en lille tåre (flod), da Harry Potter serien var færdig (eller måske tudede jeg pga. Snapes historie, og Harrys tur ud i skoven …) Jeg sad og følte både glæde og vemod, for nu var der ikke mere, og måske fik jeg aldrig mere noget nyt fra denne forunderlige verden, der havde givet mig så meget.

Man kan diskutere, om det at smøre en opslagsbog om magiske væsner så tyndt ud, at den kan række til to-fem film, er den bedste måde at vride mere ud af universet, men uanset om man synes, at Fantastic Beast filmene er gode eller ej, er der ingen tvivl om, at Harry Potter fans strømmer til for at få bare en ekstra lille smagsprøve.

PROFESSIONEL FANFIKTION

Det fantasyunivers, som jeg skriver, Til Aretz’ ende, har jeg gået og brygget på oppe i hovedet i snart 15 år, så jeg har mange små sjove historier om de fleste af mine karakterer. Jeg ved, hvordan én lille fejltagelse begået for tusinder af år siden, stadig har indflydelse på en hel race i mit fantasyunivers, og jeg har overvejet om en af mine sidekicks bør få en hel bog for sig selv, eller om han skal blive ude på sidelinjen.

Når man worldbuilder, er en god tommelfingerregel, at forfatteren skal vide det hele, men kun vise toppen af isbjerget. Det betyder, at 90% af alle de detaljer, og den research, der pusler rundt inde i mit hoved, måske aldrig vil komme ned på papir til min læser.

Men heldigvis er der en måde, hvorpå jeg kan lade nogle af de fede historier komme en smule til deres ret, uden at afspore serien fra mine hovedpersoner. Jeg kan skrive noveller om alle de små plot bunnies, der hopper rundt i min hippocampus. Det er lidt ligesom at skrive fanfiktion … bare til min egen historie.

Flugten fra Ildvæveren - sketch af Emily Dal ZovoTEASERS MED DYBDE

Første bind i min fantasyserie hedder Sumpbaronens Rejse og udkommer 11. februar. Men præcis en måned før, giver vi kommende læsere et smugkig på seriens verden og en af hovedpersonerne. 11. januar udkommer en e-bog på 40 sider, som er en prequel. Vi planlægger at gøre det til en fast tradition, at der inden hver roman udkommer et lille skud novelle, man kan skyde i årerne, hvis man gerne vil have lidt ekstra info om karaktererne eller mit fantasyunivers som helhed.

Mange forfattere laver den slags noveller som ekstra tit bits til deres hungrende fans. Og selvom jeg jo bare kan håbe at få sådan nogle en gang, så er det i mellemtiden godt for mig selv at komme mere ind under huden på mit eget univers, så jeg kan skrive det overbevisende og konsistent for mine læsere.

FORFATTER – LÆR DIN VERDEN AT KENDE

Novellen blev til, efter jeg var færdig med første udkast til romanen. Et af sporene i Sumpbaronens rejse, er at finde ud af, hvad der gemmer sig i den ene hovedpersons fortid. Efter at have skrevet det vigtigste i hans historie ind i min roman, følte jeg, at jeg sagtens kunne folde hans fortid mere ud, og det gjorde jeg i en novelle, som jeg sendte ind til en novelle konkurrence.

Sketch af kukumomoartDer er ofte mange detaljer, man kan folde ud, selvom de ikke er bydende nødvendige for ens bøgers hovedplot. I nogle film og bøger er det spændende med blot en antydning og ikke en pap udskæring. Men jeg er typen, der altid ser ekstra features på dvd’en til mine yndlingsfilm, og jeg ville have læst hele Snapes livshistorie, hvis den kom på bog. Det er ikke sikkert, at alle andre er lige så begejstrede for denne Harry Potter karakter, og at lave 7 bøger om ham, ligesom om Harry, er måske heller ikke verdens bedste ide (jo det er!), men en lille novelle hist og her, med et dyk ned i nørderiet, det synes jeg er skønt og lærerigt både for læsere, og for forfattere, der på denne måde får mulighed for at komme et spadestik dybere ind i deres egen verden.

Hvis du vil læse endnu mere om fanfiktion, så kan du smutte forbi vores tidligere blogindlæg om emnet.

 

Christina E. EbbesenDenne uges blogindlæg er skrevet af forfatter Christina E. Ebbesen. Hun er forfatteren bag serien Til Aretz’ endeVil du have en forsmag på universet, kan du også læse novellen Flugten fra Ildvæveren.

Tags: , , , , , , ,

Trackbacks/Pingbacks

  1. Christina E. Ebbesen: Om karakterer og kærlighed i Sumpbaronens rejse - Ulven og Uglen - 14. februar 2019

    […] vidste egentlig godt, at Christina startede med at skrive fanfiction, hun var nemlig inde på emnet så sent som i januar. Der er også tidligere blevet skrevet om fanfiction her på […]

  2. Må jeg lege i din verden? Om fanfiction - Ulven og Uglen - 17. februar 2021

    […] Har du selv læst eller skrevet fanfiction? Forfatteren Christina E. Ebbesen, som står bag serien Til Aretz’ ende, begyndte sin rejse som forfatter ved at skrive fanfiction. Det har hun fortalt om i dette blogindlæg. […]

Skriv et svar