Den europæiske heks

Heksen som figur har ændret sig meget gennem tiden, men har eksisteret i sagn og myter helt tilbage fra oldtiden.

heks middelalderI vikingetiden var hun den snu hævngærrige troldkvinde, der gerne stod klar til at hjælpe, hvis man var villig til at indordne sig hendes trolddom.
I middelalderen blev hun i høj grad frygtet og dæmoniseret for sin viden og sine evner, der kun kunne betragtes som en direkte følge af et årelangt venskab med djævelen selv. Perioden omkring reformationen, hvor den katolske kirke og den protestantiske gik endeligt hver til sit, var den periode i dansk kontekst, hvor man sorterede ud i de kvindelige, egenrådige borgere på alle de værst tænkelige måder. Kloge kvinder der efter nogens mening kom lidt for let gennem livet endte således ofte deres dage på bålet eller med en løkke om halsen. På trods af at det tidligere havde været katolicismen, der havde dømt protestanter og hedninge til døden, så forsatte protestantismen ufortrødent heksejagten under den middelalderlige inkvisition.

Adam og eva

Lucas Cranach: Adam and Eve (1526)

Men hvorfor overhovedet brænde disse kvinder? Det at disse kvinder blev døbt ”hekse” var i sig selv et udtryk for frygten for det ukendte. Heksens verden kunne ikke forenes med den rettroendes, mente man, idet den rettroende havde en pagt med gud og heksen en pagt med djævelen. Fulgte man ikke guds ord alene og erkendte man ikke sin tjenende plads under gud, kunne man ikke ses som andet end en trussel mod samfundets eksisterende orden.

John Collier - Lilith (1892)

John Collier – Lilith (1892)

Tænker man efter, har heksen dog altid symboliseret langt mere end blot ulydighed overfor gud. Hun kan i langt højere grad opfattes som en direkte spejling af kirkens tvivl og frygt for sig selv. Kvinden har nemlig altid været en underlig størrelse i kristendommen, hvor hun er blevet portrætteret som syndig og bedragerisk, siden Eva tog en bid af æblet og gav det til Adam. Således er hun blevet et billede på kirkens frygt for det seksuelle, der ofte er blevet kædet sammen med den fristende kvinde, som har ledt manden i fordærv. Man har frygtet begæret i sig selv, og derfor forsøgt at tæmme den ukontrollerede kvinde skikkelse for at kunne kontrollere de menneskelige drifter som sådan. Et godt eksempel er magtspillet mellem He og She i Lars Von Triers Antichrist, hvor netop heksefiguren er under luppen og sættes direkte i relation til naturen, kvindelig seksualitet og den manglende kritik af  fordømmelsen af denne historisk set. Bibelen selv omtaler også heksefiguren i form af “Natteheksen”, som man mener er Lilith, Adams kvindelige bekendtskab før Eva, der efter sigende blev forvist til underverden, fordi hun nægtede Adam sex. Sikke en heks.

antichrist-cabin

Lars von Triers Antichrist (Zentropa 2009)

I forlængelse af dette var endnu et middel til at undgå fristelserne at gå i cølibat og dermed lægge egne lyster til side for at hellige gud hele sit liv. Heksen er dermed i virkeligheden et billede på en sådan ukontrollerbar kvinde, der går egne veje og derfor må ofres af frygt for det hun kan vække hos folk rent seksuelt, men også de individuelle tanker, der skaber afstand til gud og til den undertrykkelse som var et alment og ofte anvendt middel mod subversive medlemmer af befolkningen. Også mænd måtte derfor lade livet ind imellem i en tid, hvor kun religionen kunne være første prioritet.

Wiccanere til Beltane Fire Fest (c) paganwiccan.com

Wiccanere til Beltane Fire Fest (c) paganwiccan.com

I dag har fantasy som Harry Potter-bøgerne, Witch-serien, The Craft-filmen og mange andre bøger og film stort set ændret overtroens og religionens billede af heksen til ukendelighed. Nu er heksen ofte god, smuk og ung og står i stor kontrast til overtroens vortebefængte gamle kattedame eller religionens frygtede bondekone, der kun udøvede sort magi. Hun optræder dog stadig ofte med kost, med en god sans for urter og med evner inden for det magiske. En naturreligion som Wicca er siden sin begyndelse i 1954 ofte blevet sat i forbindelse med heksekunsten grundet sit fokus på magi, pentagrammer og tilbedelse af ”den hornede”, der dog ikke er djævelen som mange antager, men nærmere en ånd, der repræsenterer fri seksualitet og natur. Hovedguden er dog en gudinde, hvilket måske fra et kristent synspunkt kan betragtes som hedensk. Om kvinden og ikke mindst seksualiteten er et farligt emne i kristendommen i dag, vil nok variere alt efter, hvem man spørger. Man kan i hvert fald indvendende sige, at seksualiteten altid har været en del af det kristne billede i form af mariadigtningen og Marias forsatte kvindelige nærvær i kunst og religion verden over. Ubesmittet eller besmittet.

Ingen kommentarer

Skriv et svar